Foto: Screenshot fra Candy Crush Saga

Foto: Screenshot fra Candy Crush Saga

Ifølge et opslag på Facebook lykkedes det torsdag aften Lene Bæk fra Dianalund at matche et stribet stykke slik med et indpakket i det populære Facebookspil Candy Crush Saga.

På en sofa i Dianalund sidder 36-årige Lene Bæk med sin bærbare i skødet. Skærmen er fyldt med farvede brikker, der forestiller slik. Der ligger to lilla ved siden af hinanden. Herefter en rød, og så en lilla igen. Over og under den røde er der også en lilla. Lene klikker på den yderste lilla og flytter den ind på den røde briks plads.

“Knasch,” siger det. De lilla brikker forsvinder og efterlader et stykke indpakket slik.

Lene kigger koncentreret på skærmen. Nu ligger der to gule ved siden af hinanden, efterfulgt af en orange, og så en gul igen. Over den orange er der også en gul. Hun placerer cursoren omhyggeligt på den øverste gule, klikker, holder og trækker den ned på den orange briks plads.

Med et smæld forsvinder de fire gule brikker og et stribet stykke dukker op.

“Hvis jeg matcher det indpakkede og det stribede, får jeg et stykke kæmpeslik med superevner, der fjerner tre rækker både vandret og lodret,” forklarer Lene RokokoPostens reporter.

Chokoladen truer
For at lave kombinationen skal det stribede og det indpakkede stykke ligge ved siden af hinanden. Det ville være nemt, hvis ikke chokoladen spredte sig fra bunden.

Lene tænker, så det knager. Hun kan matche tre grønne, så det stribede falder ned på den rette plads, men så risikerer hun, at chokoladen æder den lilla. Hun kan også matche tre orange. Så forsvinder noget af chokoladen, men det vil gøre det sværere at få specialstykkerne til at ligge ved siden af hinanden.

Hun vælger det første. Det stribede stykke slik falder, som Lene har forudset. Men hvad med chokoladen?

Heldigvis spreder den sig mod højre. Det indpakkede stykke er reddet.

“Pyhhh,” udbryder Lene lettet.

Facebookvenner jubler
Ude på Facebooks newsfeed kan Lenes venner nu se, at hun har lavet en kombination i Candy Crush Saga.

“Det giver en helt særlig følelse af fællesskab, og vi glæder os alle på hendes vegne,” lyder det fra studiekammeraten Esben Clausen.

I løbet af få minutter har mange liket opslaget.

“Jeg bliver helt misundelig,” skriver Lenes søster, Karin.

Men det er selvfølgelig venligt ment.