Foto: Justine FG, Freeimages.com
Spædbørn forstår ikke sprog. Derfor anbefaler eksperter, at man venter med at udsætte børn for ord, indtil de er mindst et år gamle.
Som regel udsætter vi spædbarnet for sprog lige fra fødslen. Det hører jordemoderen tale med forældrene, og de første ord bliver sagt til og om det, allerede før navlestrengen er klippet.
Men spædbørn forstår ikke sprog og kan derfor komme til at føle sig forkerte og utilstrækkelige, når de udsættes for det. Derfor mener flere børnelæger og -psykologer, at børn har ret til en ordfri verden, i hvert fald det første års tid.
“Ord er de voksnes behov og ikke børnenes. Ved at tale til spædbørn udsætter forældre faktisk de små for et urimeligt pres, fordi de implicit forventer et svar, som børnene jo ikke er i stand til at give,” udtaler børnelæge Tina Dahl.
Tegn på en pacerkultur
Børnepsykolog Leif Engesvang er enig og mener, at brug af ord over for nyfødte er et resultat af det, han kalder en pacerkultur.
“Vi måler vores succes som mennesker på vores børns adfærd og fremskridt. Og derfor pacer vi dem, ofte helt ubevidst, lige fra de bliver født. Vi må jo endelig ikke risikere, at de sakker agterud, for så kan det komme til at se ud, som om vi ikke udfylder forældrerollen godt nok.”
I stedet mener Leif Engesvang, at forældre skal sætte deres egne behov i baggrunden og tillade barnet at udvikle sig i sit eget tempo.
Rollemodeltanken forældet
Et forsøg lavet i Sverige i 2011 viser, at spædbørn, der ikke har været udsat for sprog det første år, begynder at tale nogenlunde samtidig med børn, der har været udsat for sprog.
Undersøgelsen viser også, at spædbørn, der lever i en ordfri verden, græder mindre og har en bedre søvnrytme.
“Det beviser, at tanken om, at forældre skal være rollemodeller, som børnene kan spejle sig i, er forældet,” lyder det fra Tina Dahl.
I stedet bør forældre lære at reagere på børnenes signaler.
“Forældre er så optagede af, hvad de kan lære deres børn, så de overser, at børn sagtens selv kan signalere, hvad de er klar til. Problemet er, at forældrene ikke har tid til at vente, men i stedet presser børnene med ord, ironi og ny viden, før børnene selv signalerer, at de er parate.”
