Foto: Hobvias Sudoneighm, Flickr

Foto: Hobvias Sudoneighm, Flickr

Samfundsfagslærer Erik Meier bør skelne mellem Deadline og Melodi Grand Prix, når det gælder tilråb og kommentarer. Det mener Eriks hustru, Iris Meier.

“Sådan! Skidegodt! En klokkeklar 12’er,” lyder det entusiastisk fra den ene lænestol i parcelhuset i Gedser, hvor ægteparret Erik og Iris Meier har boet siden starten af firserne.

Kort tid efter gjalder Eriks stemme atter gennem stuen:

“Skal det der forestille tøj? Hvad tænker folk dog på?”

Det er torsdag aften, og der er Deadline i fjernsynet.

Unødvendigt at lytte
I den anden lænestol sidder Iris Meier. Hun sukker og griber efter fjernbetjeningen for at skrue lidt op. Hun vil gerne høre, hvad de siger, men Eriks stemme overdøver fjernsynet.

“Vil du ikke være stille? Jeg vil gerne høre, hvad der bliver sagt,” siger Iris til Erik.

Men Erik mener ikke, at det er nødvendigt.

“Det der behøver du slet ikke lytte til, min skat,” fastslår Erik selvsikkert.

“Det er så tåbeligt, at det slet ikke fortjener at blive hørt!”

Han gentager lidt mere højlydt sin pointe over for fjernsynet:

“Du burde slet ikke have taletid på tv med de latterlige stråmandsargumenter. Du ryger ned på samme paragraf som Ninn-Hansen!”

Ikke Ole Tøpholm
Men Iris synes stadig, at Erik skal være stille.

“Det er altså ikke Melodi Grand Prix, Erik,” siger hun en smule spidst.

Erik sender Iris et skeptisk blik.

“Det er jeg da godt klar over,” siger han.

“Hvorfor siger du det?”

Iris forklarer opgivende, at kommentarer og tilråb kan være i orden, hvis man ser Melodi Grand Prix eller håndbold, men at det er irriterende, når man ser en udsendelse om politik.

“Og så er du altså heller ikke Ole Tøpholm. Han kan altid finde på noget pænt at sige om de andre,” fastslår hun.

Erik ruller med øjnene. Med en opgivende mine lader han Iris og RokokoPostens reporter forstå, at Ole Tøpholm ikke har noget med Deadline at gøre.

“Jeg tror ikke engang, han nogensinde har været gæst i den udsendelse, så hvorfor skal han nu bringes på bane?”

Iris rejser sig og går ud i køkkenet. Hun begynder at tømme opvaskemaskinen. Inde i stuen fortsætter Erik med at tale til fjernsynet.

“Jeg skal nok bare insistere på, at vi snart får et ekstra tv-apparat,” sukker Iris, men standser så op med en tænksom mine:

“Eller jeg kunne slå ham ihjel.”