En gruppe mennesker, der har viet deres liv til at opsøge ting, som forarger og krænker dem, har afsløret ekstremt smagløs og provokerende humor på internettet.

En dag sad Lissi Jensen og surfede rundt på internettet efter krænkende ting. Efter få timer stødte hun ind i noget, der var så groft, at hun næsten kun kan beskrive det med tårer og raseri.

“Det var meget groft og involverede forfærdelige ting og vildt usmagelige pointer,” siger hun dog.

Det var slet ikke sjovt
“Jeg ved ikke, om man egentlig kan kalde det humor, for det var overhovedet ikke sjovt. Alle, jeg kender, siger ellers, at jeg har en veludviklet sans for humor og ironi,” forklarer Lissi.

Af hensyn til børn, svage sjæle og sig selv vil hun derfor bruge harmdirrende klageskrivelser til at forhindre andre i at more sig over noget, som hun finder krænkende og usjovt. I hvert fald på internettet.

Lissi har nu samlet en gruppe ligesindede, der også med ildhu opsøger ting, som støder dem. Sammen har de stiftet Aktionsgruppen mod Taabelig Digital Humor og Smagløshed.

Samler på krænkelser
Ved hjælp af en turnusordning har foreningens medlemmer intenst gennemsøgt internettet og afdækket meget stødende indhold.

De har oprettet flere webfora dedikeret til ting, som de ikke kan holde ud at kigge på, ligesom de skriver lange indlæg i pressen om alt det, de har opsøgt og er blevet krænkede af.

“Humor af den slags skal man ikke kunne placere på steder, hvor tilfældige menneskers kan finde det efter få timers intens og målrettet søgen,” forklarer Lissi.

Islamister: Respekt!
En anonym gruppe mellemøstlige islamister udtrykker stor beundring for det danske initiativ.

“I årevis har vi siddet i Riyadh eller Kairo og gennemtrawlet danske morgenaviser for det mindste spor af en profettegning, vi kunne harmes over. At ikke-religiøse nu også har erkendt, at man aktivt skal opsøge krænkelser er fantastisk. Stor respekt herfra,” siger talsmanden.

Det er dog ikke det, som den danske gruppe vil.

“Vi ønsker ikke, at der ligefrem skal komme et princip ud af det. Vi vil blot at forhindre andre mennesker i at more sig over ting, som vi personligt finder smagløse og groft krænkende ved hjælp af harmdirrende klageskrivelser, og det er noget ganske andet,” forklarer Lissi Jensen.