Foto: Elodie Seigneur, Freeimages.com
Hvad får en tilsyneladende normal ung mand til at vælge fred frem for uhæmmet vold og terror? Det er vores opgave som samfund at finde ud af det, mener Espen Banner, rådmand i Horsens.
Sidste uge skete det, som vi frygter allermest: En ung mand fra Ryegård i Roskilde erklærede bramfrit, at han ikke ønsker at deltage i vores stolte krig mod Sverige, fordi han er imod vold af enhver art.
Samtidig indrømmede den blot 16-årige godsejersøn, at han aldrig i sit liv har deltaget i en slåskamp, hverken bryder sig om at slå på kvinder eller dyr og i øvrigt mener, at man da kan tale om tingene.
Når sådan noget sker, står vi i første omgang uforstående. Ganske vist har vi set sådanne fredselskere før, sidst ved 7/64 i Hallund, hvor tre mænd og en gravhund gav deres våben bort til fremmede, men spørgsmålet er altid det samme: Hvad kan få mennesker, der udadtil virker normale og velfungerende, til at vende sig væk fra vold og terror og vælge freden som udvej?
Besættelse er letkøbt
Det nemme svar er, at disse individer er onde, besatte og under Satans dæmoniske indflydelse. Men er det ikke for letkøbt?
Ganske vist kan vi finde hjemlige eksempler på Djævlens værk i form af hekse og harsk smør, men jeg mener, at problemet i dette tilfælde til dels skyldes os danskere. Vi har ganske enkelt været for dårlige til at integrere vores unge mænd i krigens og voldens cirkel, hvorefter de er røget lige lukt i armene på radikale pacifister, som desværre stadig huserer på sjællandske præstegårde.
Man kunne ønske sig, at vores konge var sig sit ansvar bevidst og jog disse ækelt fredsommelige galninge på porten, uanset om de så var af det reneste danske blod.
Kultur med samtale
Samtidig må vi erkende, at der i visse hjem hersker en kultur, som er den ægte dansker fremmed: En kultur, hvor samtale, ligeværd og endda en vis taleret til kvinder er på dagsordenen, og hvor forældrene ikke har noget ønske om at bidrage til nationens krige, hjemmets tyranni eller bare den daglige fysiske afstraffelse af krøblinger.
Er det noget under, at drenge, der fødes ind i disse hjem, ender som afskyelige fredselskere? Derfor er mit håb, at kongen vil mønstre en lille hær, der kan opspore disse unge mænd, før det er for sent, og sætte dem på rette kurs – med voldelige midler, naturligvis.
