Danskerne er et usædvanlig snæversynet og småligt folkefærd med mindreværdskomplekser og jantelovsmentalitet. Dog skal vi ikke tro, at dette gør os til noget særligt, lyder det i ny debatantologi.

Vi danskere er ikke så særlige, som vi tror, undtagen når det kommer til en række triste og, interessant nok, indbyrdes modstridende egenskaber som egoisme, mindreværdskomplekser, snobberi og populisme.

Det er konklusionen på debatbogen “Alle danskere er dumme undtagen mig”, hvor en række debattører giver deres bud på, hvorfor Danmark er befolket af ynkelige sjæle.

Første indlæg hedder “Kældermenneske i underbukser” og består af en mailkorrespondance mellem blogger Anne Sophia Hermansen og journalist Carsten Jensen, der hurtigt bliver enige om, at Bonderøvsdanmarks eneste bidrag til udlandet er NOMA (godt) og to uhellige krige (dårligt). Skribenternes forslag til en mellemøstlig fredsaktion baseret på elitær nordisk gastronomi er finurlig, omend geopolitisk vanskelig.

Ånden er min
Heldigvis har Sørine Gotfredsen en mere praktisk løsning på landets problemer i sin opsang, “Ånden er min”, hvor Gotfredsen foreslår, at vi “bruger vores åndløse landsmænd konstruktivt”. Dette indebærer, at fordummende mennesker som Casper Christensen, Jørgen Leth og Lars Løkke Rasmussen deltager i programmet “Det har Sørine lært mig” og derefter indretter deres karriere efter præstens råd.

Mindre praktisk, men meget mere poetisk, er bidraget “Selvhad er velhad” fra to af Informations veteraner Georg Metz og Bent Vinn Nielsen, der i 73 haikudigte fortæller om det, der er “særligt dansk men ej/særlig godt ved alle dem/der ikke er mig”.

Leverpostej er måske godt
Yngre stemmer får også mulighed for at give deres besyv med i “Følsomt på vej i arbejde”, hvor 17-årige Joseph, Louisa og Willem bare gerne vil bruge deres alsidige evner på et arbejdsmarked, der forstår dem, i stedet for at slide med hårdt fysisk arbejde, snævre horisonter og chefer, der tænker “uendelig småt, gråt og leverpostejsdansk”.

Men det leverpostejsfarvede er måske meget godt, konkluderer antologiens redaktør, Asger Aamund, og runder af med denne advarsel:

“Hvis der er noget, vi danskere er gode til, er det selvovervurdering – i kampen mod Kina bliver denne fejl vores undergang!”

Bedømmelse: 5/6 cembalostrenge