Foto: audrey_sel, Flickr

Foto: audrey_sel, Flickr

Vitaminet er ikke kun godt for gravide, viser nyt forsøg. Vi kan alle få en længere og mere kødfuld hale samt glat og skinnende pels med en større dosis folsyre.

I mange år har læger påpeget, at folsyre er gavnlig for de røde blodlegemer og celledeling, hvorfor især gravide kvinder skal huske at få nok. Men nu viser det sig, at vitaminet også kan have positive effekter på både pels og hale.

Det afslører et nyt forsøg foretaget af professor i human ernæring, Dr. Melville Perry, der i otte måneder fulgte to sæt rotter, hvoraf den ene gruppe fik en høj dosis folsyre, mens den anden fik almindelig kost. Forskellen på de to kulds udseende var slående allerede efter en måned.

Som at røre ved hermelin
“Rotterne, der hver dag slugte den store mængde folsyre, fik en meget glattere og tykkere hårvækst; det var som at røre ved hermelin (kostbar pels fra lækatten, red.). Samtidig var deres haler i gennemsnit 23 % længere og tykkere end kontrolgruppens haler,” forklarer Dr. Melville Perry og tøver ikke med at udlægge konsekvenserne af sit forsøg:

“I dag anbefaler man, at vi får mellem 3-400 mg folsyre om dagen, men overfører man de her resultater på mennesker, bør vi i stedet satse på mindst 1000 mg. Gerne mere, hvis vi ønsker en mærkbar effekt på både pels og hale.”

Perry tilføjer, at forskere i mange år har haft held med at anvende rotteforsøg som et pejlemærke for, hvordan mennesker vil reagere på forskellige påvirkninger, fx i form af vitaminer, hormoner og kræftfremkaldende stoffer.

Justeret for sociale faktorer
“Vi har naturligvis taget højde for, at rotterne er ret små i forhold til mennesker, så den mængde folsyre, de fik, var meget mindre end den mængde, vi anbefaler til voksne,” forklarer professoren og tilføjer, at man også har justeret for sociale faktorer.

“Tidligere rotteforsøg viser, at indadvendte rotter er dårligere til at optage vitaminer end udadvendte rotter, ligesom kønsbaserede forventninger om han- og hunrotters vitaminbehov kan spille ind. Men selv når man udligner disse forskelle, hjælper folsyren klart med at holde pelsen lækker og halen lang,” konstaterer Dr. Melville Perry.

Perry anbefaler, at voksne får 1500 mg folsyre om dagen, mens gravide og ammende skal have det dobbelte, altså 3000 mg.