Foto: Stephen Coburn, sxc.hu

Dæk dig til, undlad at spise og gå kun ud til navlen, når du bader. Med disse råd kan du tage til stranden ude at skade din fysiske eller sociale sikkerhed.

Det er skønt at tage til stranden, når vejret er godt. Men er du klædt ordentligt på til at klare en strandtur? RokokoPosten har allieret sig med livsstilsekspert Beate Krull, der her deler sine tre bedste råd til, hvordan du undgår, at turen bliver en fiasko.

Dæk dig til
“Det første og vigtigste råd er, at du skal dække dig til,” lyder det fra eksperten, der uddyber:

“Først og fremmest giver tøj den bedste beskyttelse mod hudkræft. Dernæst er det vigtigt at huske, at stranden er fyldt med mennesker, der stirrer på dig og vurderer dig. Hvis du er slank og stram og ville tage dig godt ud i bikini, vil folk se skævt til dig, fordi de er misundelige. Og hvis du er buttet eller ligefrem fed, vil de se skævt til dig, fordi du signalerer mangel på kontrol. At have tøj på er derfor godt for både din sociale og din fysiske sikkerhed.”

Undlad at spise
Selvom det er en skrøne, at du ikke må spise, før du bader, er det alligevel en dårlig idé, advarer Beate Krull.

“Ligesom din krop sender dit valg af fødevarer signaler, som nysgerrige blikke vil opfange og bruge til at dømme dig med. Spiser du en sund og let anretning, bliver du betragtet som en fanatisk helsefreak. Og du er særligt udsat, hvis du samtidig er slank. Men er du slank og spiser en is eller andet usundt, er det næsten endnu værre, for så vil folk bare tro, at du blærer dig.”

Derimod kan du godt pakke et par flasker kildevand i køletasken, mener Beate Krull.

“Det er vigtigt at få noget at drikke, når man har det varmt, så her er det vigtigere at tænke på helbredet end på omdømmet. Desuden undgår du sprukne læber, der får dig til at se klam og uhygiejnisk ud.”

Gå kun ud til navlen
Det sidste råd fra Beate Krull lyder:

“Gå aldrig længere ud end til navlen. Så er vandet dybt nok til, at du kan svømme lidt rundt, mens du stadig er nogenlunde sikret mod understrømme og andre druknefarer.”

Hun tilføjer dog, at hun godt ved, folk ikke overholder det råd, og at det i øvrigt er gammelt.

“Men jeg er jo nødt til at nævne det, ellers virker mine råd jo bare useriøse”, forklarer hun.