Foto: Joseph Hart, sxc.hu

Ifølge internettet sker der meget ondt i verden, men heldigvis kan man melde sig ind i grupper på Facebook, hvis man synes, det er rigtig trist.

Fra tid til anden deler en eller flere af RokokoPostens Facebook-venner links til nyhedshistorier om ting, der foregår i lande langt herfra.

Historierne handler ofte om militærregimer, der undertrykker befolkningsgrupper og dræber både kvinder og børn. Andre steder er folk så fattige, at de er ved at dø af sult.

Ifølge flere Google-søgninger, som RokokoPosten har foretaget, er der hold i disse Facebook-historier.

Noget, der hedder Syrien
Et af de steder, der jævnligt omtales i RokokoPostens nyhedsstrøm, hedder Syrien. Det er et land, hvor der ifølge opslagene foregår nogle meget ubehagelige ting, som vi danskere bør kende til og kræve, at der bliver sat en stopper for.

En mand, der hedder Naser Khader, er en af dem, som af og til skriver noget om Syrien.

“Det er fordi, hans familie stammer derfra, så derfor berører det ham ekstra meget,” fortæller en af Naser Khaders Facebook-venner, Malene Gjerlund.

Hun er med i en Facebook-gruppe, hvor man dagligt diskuterer hændelserne i Syrien og bakker hinanden op i, at nogen bør gøre noget.

“De frygtelige hændelser går ud over helt uskyldige mennesker, og nogle gange er der endda børn, der bliver dræbt,” forklarer hun.

Afrika hårdt ramt
Et andet sted i verden findes der noget, som hedder Afrika. Det er også et meget udsat område, der både er plaget af krige og hungersnød.

Ifølge Google findes der utallige organisationer, der arbejder for at forbedre vilkårene i Afrika. Nogle af dem har danskere mulighed for at støtte.

Malene Gjerlund kender også til Afrika og de problemer, mennesker i det område lever med. Hun fortæller, at der ligesom i Syrien også er børn i Afrika, der bliver dræbt eller dør af sult.

“Det er rigtig synd,” siger hun og fortæller, at hun også er medlem af en gruppe, der sympatiserer med afrikanerne. Hun mener dog, at der er alt for få medlemmer i gruppen og opfordrer kraftigt andre til at melde sig ind.

“Vi danskere har det med at blive selvtilstrækkelige, men nogle må jo sige, at det er for dårligt, for ellers går det jo aldrig over.”