Når kvindelige pornoskuespillere byder sig nøgne til og dyrker uhæmmet sex, reagerer mange mænd naturligt nok med at krænke kvinder i det virkelige liv. Det mener kvindegruppen Quindskyld, der forlanger tildækning af modellerne.

Hvis du er mand og pornoseer, har du muligvis gjort dig selv til seksuel krænker. Kvindegruppen Quindskyld hævder nemlig, at internettets medgørlige pornoskuespillere får de mandlige seere til at forgribe sig på kvinder i det virkelige liv.

“Kvinden fremstår som en evigt villig sexkilling, som man kan bruge efter behag, og det scenarie overfører manden direkte til sit eget liv, hvor han forlanger underdanighed fra kæresten, veninderne og endda fremmede kvinder på gaden. Det er ligesom, når mænd har set Narnia og tror, at alle kosteskabe er portaler til hemmelige parallelverdener, ” forklarer Quindskylds forkvinde, Maren Nordbakke, der har brugt måneder på grundigt at researche det “voldsomt frastødende” handlingsmønster i internettets filmklip.

Dæk sexismen til
“Kvinder, der er så nøgne og seksuelt indbydende, gør ganske enkelt verden til et farligere sted for hele deres køn,” konkluderer Nordbakke, der sammen med Quindskyld har startet underskriftsindsamlingen “Dæk sexismen til!”, der skal tvinge danske producenter af pornofilm til at tilsløre de kvindelige skuespilleres kroppe fra halsen og nedefter.

“Vi er godt klar over, at dansk porno kun er toppen af isbjerget, men hvis kampagnen bliver en succes, ser vi gerne, at EU også kommer på banen,” forklarer Maren Nordbakke, der ikke mener, at den mandlige part i pornofilmen behøver at dække sig til.

Mænd ok som objekter
“Objektivisering af mænd er i orden. Så længe manden stadig er det dominerende køn, gør det ikke noget, at eventuelle kvindelige seere bliver påvirket til at tro, at hans primære funktion er at tilbyde et konstant erigeret lem,” mener Nordbakke.

Adspurgt, om Quindskylds tiltag ikke i høj grad minder om islamistiske staters holdninger til tildækning af kvinder, svarer Maren Nordbakke afvisende:

“Nej, for i de lande antager man, at det kvindelige offer selv bærer skylden for at blive overfaldet, hvis hun tager noget af sit tøj af. Det er jo fjollet, når vi ved, at skylden faktisk bæres af en gruppe blonde kvinder fra Los Angeles, der engang for mange år siden tog alt deres tøj af!”