Skønlitterære bøger er ukendt land for flere og flere mennesker. Det vil RokokoPosten gerne ændre på. Derfor præsenterer vi fem almindelige skønlitterære udtryk, som klæder dig på til at begå dig i skønlitteraturens verden.
Skønlitteraturen bugner af russiske adelsmænd, hævnlystne riddere, amerikanske pionerer og sælsomme fantasiskabninger. Men de er ukendt land for mange moderne mennesker, der, forvænte med reality-tv og internet-memer, har mistet evnen til at fordybe sig i menneskehedens sande kulturelle værdier.
RokokoPosten vil gerne være med til at ruste befolkningen til atter at begå sig i skønlitteraturens verden. Derfor har vi allieret os med tidens mest kompetente litteraturkritikere. Disse kloge og kultiverede mennesker har analyseret en lang række værker for at fremdrage fem væsentlige og hyppigt anvendte ord, som man bør kende, hvis man vil være i stand til at læse rigtige bøger.
De fem ord er:
1. Er
Ordet “er” er lige så spændende, som det er udbredt. Det forekommer især i bøger, der er skrevet i nutid, da der faktisk er tale om nutidsformen af et andet udtryk, nemlig “at være”.
Er bogen skrevet i datidsform, vil man oftere støde på datidsformen af “er”. Den hedder “var” og er altså på en måde det samme ord som både “at være” og “er”, bare i en anden tid.
2. Han
“Han” er også et ord, der bruges rigtig meget. Hvis man for eksempel har en hovedperson, som hedder Erik, vil man i mange tilfælde vælge at erstatte “Erik” med “han”.
En afart af “han” er “hun”. Det er næsten samme ord, men har et u som midterbogstav i stedet for et a. “Hun” bruges på samme måde som “han”, bortset fra, at det bruges til at fortælle om kvindelige personer.
Nogle gange bruges ordet “han” også til at beskrive f.eks. tømrere og direktører, selvom det ikke fremgår, om disse er mænd eller kvinder. Det er fordi, samfundet er sexistisk.
3. Også
Hvis noget er ligesom noget andet, vil man ofte bruge ordet “også”. Det kan for eksempel være, hvis Erik går i skole, og Anne går i skole. Så kan man skrive: “Erik går i skole, og det gør Anne også”.
Ordet er også effektfuldt i beskrivelser af skænderier, hvor den ene part for eksempel siger “du er en idiot”, hvorefter den anden svarer “det er du også”. Som i eksemplet ovenfor kan man, på grund af ordet “også”, regne ud, at den anden i virkeligheden mener: “Du er en idiot”.
4. På
Ordet “på” bruges til at beskrive, hvor noget befinder sig i forhold til noget andet. Derfor kalder man det også “forholdsord”. Dette begreb er dog misvisende, da det slet ikke er noget med, at ordet danner par med noget andet. Derfor anbefaler vi, at man i stedet bruger den mere entydige, latinske betegnelse, præposition.
Ordet “på” bruges om noget, der befinder sig i berøring med og i opadgående retning i forhold til noget andet. Hvis det kun er i opadgående retning i forhold til, men ikke i berøring med, hedder det “over”.
Det modsatte af “over” er “under”, og det specielle ved dette ord er, at det kun siger noget om, at noget befinder sig i nedadgående retning i forhold til noget andet – uanset, om det er i berøring med det andet eller ej, bruger man “under”. Så på en måde kan man godt sige, at man mangler et ord.
5. Madeleine-kage
Vi har medtaget dette ord til sidst i vores liste, selvom de adspurgte litteraturkritikere ikke kan enes om, hvorvidt man ret beset kan argumentere for, at det optræder i alle skønlitterære værker. Men det optræder mindst ét sted i “På sporet af den tabte tid” af Marcel Proust, og det er en roman på 13 bind, hvilket lidt er det samme som “alle bøger i hele verden”.
Desuden er der tale om et udsøgt stykke muslingeformet bagværk indeholdende både yoghurt og vaniljesukker, hvilket i sig selv er begrundelse nok for at tage det med.
(Artiklen blev oprindeligt bragt den 19/3 2012)
Forfatterkommentar af Zenia Larsen
“Sådan får du tynde arme.” “Fem gode råd til at bekæmpe appelsinhud.” “Tretten dårlige undskyldninger, som din kæreste kan finde på at komme med for at undgå skænderier.”
Medierne er fyldt med den slags “forbrugerstof”, der ruster læserne til at begå sig bedre i dagligdagen, så hvorfor ikke også lidt hjælp til at begå sig i den skønlitterære verden, der efterhånden er så fremmed for danskerne?
Selvom læserne somme tider tror, at alle RokokoPostens artikler har en bestemt, satirisk pointe, så er der i dette tilfælde mest tale om et forsøg på at underholde. For selvfølgelig må vi være kritiske over for overfladiskhed, men mon ikke altid den lærde elite har begrædt den grå masses mangel på dannelse?
