I mange år har tre højt specialiserede seniorforskere, håndplukket blandt medlemmer af den internationale universitetselite, bedrevet veldefineret og præcisionsbetonet forskning for skatteydernes penge. Derfor kan de nu fremlægge svaret på, hvor simpelt det så lige er, at det er.

Måske synes det simpelt. Men det er det ikke. I hvert fald ikke så simpelt, som du åbenbart tror. Men hvor simpelt er det så lige? Det spørgsmål har tre internationalt anerkendte seniorforskere beskæftiget sig med, siden de i 1997 fik et internationalt forskningsstipendium.

Stipendiet er blandt andet finansieret af danske, offentlige midler, og derfor er minister for forskning, innovation og videregående uddannelser, Morten Østergaard (R), meget begejstret for nyheden om, at resultatet nu endelig foreligger.

“Jeg skylder Jytte Hilden (daværende forskningsminister, red.) en stor tak for at signalere til omverdenen, at Danmark er med helt forrest i feltet, når det gælder viljen til at satse stort,” udtaler Morten Østergaard, der mener, at resultatet lyder logisk og plausibelt.

“Men jeg er så heller ikke lige blandt dem, der plejer at tro, det er så simpelt, som andre tilsyneladende tror,” erkender han.

Ny kalibreringsteknologi giver håb for fremtiden
Penelope Hazel er en af de tre internationale eliteforskere bag projektet. Hun fortæller, at det komplekse studium kun kunne gennemføres, fordi der blev udviklet en avanceret kalibreringsteknologi designet til undersøgelsen.

“Med den er det muligt for os at sammenligne kontingente og entydighedsafvigende udsagnsrelationer i et sterilt testmiljø, hvor influerende faktorer kan tilsættes eller fjernes med forskerens fulde kontrol,” fortæller den prisvindende forsker og fastslår, at det hurtigt gik op for teamet, at det på ingen måde har været simpelt at fastslå, hvor simpelt det så lige er, at det er, når det ikke er så simpelt, som du tror.

“Du må huske på, at alene det at afgøre, om noget er så simpelt, som du åbenbart tror, i sig selv er særdeles komplekst, idet det forudsætter viden om såvel den faktiske grad af simplicitet som graden af perciperet simplicitet vurderet ud fra såvel subjekt- som objektperspektiv,” udreder hun.

At det alligevel lykkedes at nå frem til et svar, tilskriver Hazel kalibreringsteknologien, som hun vurderer egnet til tilsvarende komplekse forskningsprojekter.

“Hvis maskinen virker som forventet, vil vi inden for det næste årti have svar på vigtige spørgsmål som ‘Hvor skulle jeg vide det fra?’, ‘Hvordan synes du selv, det går?’ og ‘Hvad rager det mig?’,” lyder eliteforskerens optimistiske bud.

(Artiklen blev oprindeligt bragt den 25. maj 2012)


Forfatterkommentar af Zenia Larsen

Videnskabelige resultater, især den humanistiske af slagsen, virker somme tider lidt som Kejserens Nye Klæder. En masse fine ord, som vigtige og lærde mennesker nikker anerkendende til, mens man som udenforstående nogle gange kunne ønske sig, at en lille dreng turde råbe: “De har jo ikke noget på!”

Når man læser avisernes formidling af forskningsresultater, får man desuden somme tider det indtryk, at universiteterne bruger uanede ressourcer på at forske i ting, som egentlig ikke kalder på videnskabelige forklaringer. Den slags betragtninger har været med til at inspirere til denne artikel.

Og så er der også bare noget komisk ved at forene det højintellektuelle og hverdagens intetsigende floskler. Altså, ikke at det er for noget, men så alligevel, ikke?