Årets kronprinsemodel imponerer med øget mobilitet, amfibiumegenskaber og et revideret design.

Det var en stolt chefdesigner fra Royalistisk Arvefølgefabrik, Arild Jørgensen, der søndag kunne præsentere årets kronprinsemodel for den forsamlede danske verdenspresse ved en event i det centrale København.

“Denne kronprinsemodel er et produkt af årtiers forskning og teknologiske landvindinger. Den er udstyret med imponerende mobilitet og terrængående egenskaber, som gør den velegnet til repræsentative formål overalt i landet,” forklarer han stolt.

Ved begivenheden blev modellens evner til at bevæge sig gennem eller hen over overflader og væsker af enhver slags da også til fulde påvist, da den formåede både at køre på cykel, løbe og drive sig selv fremad ved hjælp af svømning.

Vandtæt ned til 15 meter
“Vi har gjort kronprinsen vandtæt ned til 15 meters dybde, nu uden behov for våddragt. Det betyder, at man altid kan putte sin kronprins i en pool eller sågar havet samt anvende den i regnvejr.”

Ikke kun mobilitet og bedre amfibiumegenskaber kendetegner årets model.

“Kronprinsen er redesignet af eksperter, som har skabt et moderne udtryk, der er både tidstypisk og eksklusivt, og som uden problemer vil passe ind i ethvert moderne monarki,” siger han og tilføjer, at kronprinsen også er særdeles effektiv, når det kommer til finmotoriske opgaver som at klippe bånd over, klappe og vinke.

Kræver støttesystem
Men træerne vokser dog ikke ind i himmelen, og modellen har visse begrænsninger.

“Desværre har kronprinsen stadig store problemer med flerstavelsesord og sætningskonstruktion. Men holder man ham fra indflydelsesrige poster i internationale komitéer, burde det ikke være det store problem i dagligdagen,” siger Arild Jørgensen.

I ikke-transportmæssige sammenhænge er modellen også hjælpeløs og afhængig af et omfattende støttesystem på mindst 40 mennesker til de fleste opgaver.

Men at kronprinsen er både mobil og dekorativ var alle ved fremvisningen imidlertid enige om.

Prisen for den nye kronprins forventes at blive et par hundrede millioner kroner årligt – men så kommer den også med et stort udvalg af rustikke adelsboliger og andet eksklusivt tilbehør.