Egyptiske demonstranter står nu frem og erkender, hvad mange længe har haft mistanke om: De politiske stridigheder i landet dækker i virkeligheden over et dybfølt ønske om at genere turister fra Danmark.

Efter at formiddagsavisen BT mandag kunne berette om massiv skuffelse hos flere danskere, hvis ferie i Egypten blev afbrudt af uroligheder, erkender demonstranter nu, at dette hele tiden har været formålet med de seneste års omfattende uro i landet.

“Som alle ved, handler alt her i verden i sidste ende om danskere og deres behov. Derfor ville det mildest talt være underligt, hvis vi skulle rende rundt og slås om indenrigspolitiske ting, som intet har med dem eller deres ferieplaner at gøre.”

Ordene kommer fra den 27-årige Ahmad, der gennem de sidste år troligt har demonstreret i Kairos gader i håb om at ødelægge danske borgeres ferier under Sydens sol. Et projekt, der endelig er lykkedes.

“Det bedste var, da jeg i går så, hvordan flere danske turister følte sig snydt og skuffede. Jeg faldt på knæ og lovpriste Gud for, at vores sande mål med at destabilisere landet endelig var nået,” siger Ahmad glædestrålende og forklarer, at der ikke længere er nogen pointe i at holde planen skjult, nu hvor egypterne har haft succes med at stjæle danskernes ferie.

Dramatiske midler
Ahmad anerkender, at metoden kan forekomme noget voldsom.

“Vores fokus har entydigt været at snyde danske turister for store dele af deres ferie og fratage dem muligheden for at opleve det azurblå hav under en skyfri himmel. Derfor har vi egyptere lavet en aftale om, at vi slås helt vildt, når hæren og Det Muslimske Broderskab skiftes til at have magten med et par års mellemrum,” forklarer han.

“Det er selvfølgelig lidt dramatisk, at vi sådan skal fremprovokere borgerkrigslignende tilstande for at ødelægge danskeres sene sommerferier. Vi ville foretrække, at mindre kunne gøre det, men massiv uro er åbenbart det eneste, der kan berøve dem oplevelsen af at ride på kamel ved pyramiderne,” siger Ahmad og understreger, at danske turister er overordentlig svære at jage bort:

“Selvom tyrkerne også har prøvet ihærdigt, måtte de give fortabt. Det kræver en enorm indsats og stor tålmodighed, hvis man vil snyde hårdt prøvede danske charterturister for deres feriedage.”