Grove generaliseringer, nedladende sammenligninger og aggressiv retorik er dagligdag for en lille minoritetsgruppe på 179 mennesker, der har besluttet sig for at gøre op med befolkningens hadefulde tale.

Korrupte krigsforbrydere. Samvittighedsløse snyltere. Magtliderlige snydepelse, der ikke skyr nogen midler for at beholde deres behagelige sovepude i Folketinget.

Befolkningens retorik er hård, når det gælder den mikrominoritet, der kaldes folketingsmedlemmer og består af 179 mænd og kvinder, deriblandt Gucci-Helle, Fadøls-Lars, Bertel Bims, den racismeanklagede Pia Kjærsgaard og den forhadte tidligere kuglestøder, Joachim B. Olsen.

“Jeg må dagligt lægge ører til voldsomme beskyldninger om, at jeg er en fanatisk, fascistisk sundhedsfreak med totalitære ambitioner,” fortæller Camilla Hersom (R), der sluttede sig til minoriteten Folketinget i 2011 og siden er blevet udsat for store mængder hadsk tale.

Vi er også mennesker
Hun og hendes 178 kolleger beskylder nu Danmarks samlede befolkning for hate speech, altså ytringer, der stigmatiserer og fornedrer personer eller grupper. Anklagen får ikke juridiske konsekvenser, men skal alene gøre opmærksom på den negative omtale, som folketingsmedlemmerne konstant udsættes for.

“Vi ved godt, at man umuligt kan slæbe over fem millioner mennesker i retten for diskriminerende ytringer. Det handler mere om at sende et signal: Vi er også mennesker ligesom jer andre, og vi forlanger at bliver behandlet med samme respekt som homoseksuelle, handicappede og andre minoriteter,” udtaler Søren Pind (V), der på en nylig tur til USA med forfatteren Jacob Holdt fik øjnene op for, hvordan diskrimination kan skade et samfund.

I morgen skafottet
“Mange steder blev afroamerikanere stadig behandlet som andenrangsborgere, og da jeg hørte deres historier, fandt jeg mange lighedspunkter mellem dem og os MF’ere. Vi bliver også udgrænsede og marginaliserede, mens medierne svælger i grove forhånelser af vores tøj og frisurer,” forklarer Pind og henviser til, hvordan hadetale mod politikere tidligere har ført til optøjer, vold og revolution.

Annette Vilhelmsen (SF) er enig.

“I dag er det vores hår, der bliver lagt for had, i morgen er det vores hoveder på skafottet,” advarer ministeren.