Foto: "hevonens", sxc.hu

Heldigvis elsker Julie Karlsen at have travlt, for ellers var hun da gået ned med stress for længe siden. Det fremgår af flere status-opdateringer på Facebook.

“Nå, så spurgte chefen lige igen, om jeg ikke kunne blive en time ekstra. Jamen, så er det da godt, jeg kan tage alt med et smil.”

I flere måneder har opdateringer som denne præget 36-årige Julie Karlsens Facebook-profil. Julie, der er administrativ medarbejder hos en lokal bilforhandler, har nemlig vildt mange jern i ilden for tiden.

Udover et hektisk job med mange overarbejdstimer er Julie nemlig amatørskuespiller, fitness-udøver, og så har hun meldt sig til et aftenskolekursus i spansk til rejsebrug, der starter sidst på måneden.

“Jeg skal godt nok ikke ud at rejse, men jeg har bare brug for at udvide horisonten,” siger hun.

Bekymring fra venner
Julie mener ikke, at hendes høje aktivitetsniveau er et problem, men flere af hendes venner udtrykker bekymring.

“Hun har længe været skinger og kort for hovedet, men når man læser hendes opdateringer, får man indtryk af, at hun er i total balance. Det virker ikke helt sundt,” siger Marianne Sunds, der er Julies veninde siden gymnasietiden, og som flere gange har forsøgt at tale med Julie om problemerne.

Julie mener dog ikke, at der er noget at være bekymret over.

“Jeg sætter da helt sikkert pris på Mariannes omsorg, og man skal jo ofte høre sandheden fra sine venner, men i det her tilfælde tror jeg altså mest, at det bare er misundelse, fordi Marianne slet ikke kan holde til så meget, som jeg kan,” bedyrer hun.

Børnene trives
Andre mener, at det er synd for Julies to børn på to og fem år. De ser næsten aldrig deres mor, der ofte først er hjemme, når de er lagt i seng. Men også her mener Julie, at folk bekymrer sig unødigt.

“Mine børn trives, og så lidt ser jeg dem altså heller ikke,” fastslår hun og uddyber:

“Om morgenen vækker jeg dem altid, før jeg tager i fitness-centeret. Og i weekenderne kunne vi være meget mere sammen, men de gider ikke med på museer, og det vil jeg altså, når jeg endelig har fri. Hvis de savnede at være sammen med mig, var de jo nok taget med.”

Julies mand, Martin Karlsen, har ikke meget at byde ind med.

“Julie gør, hvad Julie vil. Sådan har hun altid været.”