Mere end 90 procent af danskerne synes, at deres medborgere burde leve, som de selv gør. Eller ville gøre, hvis de orkede.

Et overvældende flertal af den danske befolkning er ærgerlige over, at en masse af deres medborgere indretter deres liv på en måde, som er forskellig fra deres egne idealforestillinger om det gode liv. Det fremgår af en meningsmåling, som RokokoPolls har foretaget blandt mere end 1527 tilfældigt udvalgte danskere.

Berit Svendsen er 51 år gammel og kunne indtil for et par uger siden godt lide et glas rødvin eller to til maden. Det har hun nu droppet, hvilket alle andre også burde gøre.

“Jeg føler mig meget mere frisk, så derfor synes jeg ærlig talt, at alle burde følge mit eksempel,” forklarer Berit og tilføjer, at folk i øvrigt også burde gå mere i batik, fordi det er “smadderflot”.

Defekt kardemommelov
Toke Bækgaard, der forsker i optimal livsførelse og excessiv moderation ved Syddansk Universitet, forklarer, at grunden til, at mange borgere lever på måder, som de andre ikke kan lide, skyldes en fejlopfattelse af den norske forfatter Thorbjørn Egners bog “Folk og røvere i Kardemomme by”. Mange har nemlig troet, at den såkaldte kardemommelov, som bogen omtaler, lyder: “Man skal ikke plage andre eller sætte livet til, og for øvrigt kan man gøre, hvad man vil.”

“Men det er grundlæggende forkert,” forklarer Bækgaard og uddyber:

“Den ægte kardemommelov bliver udtrykt af fornuftens stemme i bogen, Tante Sofie, og lyder: ‘Hvis alle andre var som jeg, så gik det nok til sidst, men ingen andre er som mig, og det er meget trist. Æv!’ Den lov er i fuld overensstemmelse med den danske nationalkarakter, hvor man grundlæggende anerkender, at det er meget svært at leve ordentligt, hvis ikke de andre lever på samme måde.”

Staten til hjælp
Det er den 31-årige it-medarbejder Carsten Jørgensen, der netop er blevet far, helt enig i.

“Jeg gad virkelig godt gide tage barselsorlov, men det er altså svært som 31-årig voksen mand at tage ansvar for den slags helt alene, hvis man risikerer, at nogle af kollegerne griner, eller kæresten siger, at jeg ikke må,” forklarer han.

“Der ville det altså være noget nemmere for mig, hvis nu alle de andre indrettede deres liv, som jeg drømmer om at leve. Helst med hjælp fra staten,” mener Carsten.