En 35-årig tosse fra Nykøbing Mors finder det skandaløst, at man nu ustraffet kan sammenligne tosser med de mennesker, som hævder, at den amerikanske regering stod bag terrorangrebet d. 11. september 2011.

I fredags besluttede en dansk domstol, at det ikke er injurierende at sammenligne tosser med konspirationsteoretikere, der hævder, at World Trade Center i virkeligheden blev sprængt i luften og Pentagon ramt af et missil.

Dommen er faldet mange professionelle danske tosser for brystet, og formand for Dansk Tosseforening, den 35-årige Dong Ding Bat fra Nykøbing Mors, er ikke i tvivl om, hvordan han skal betegne den:

Æreskrænkende
“Jeg er harm over, at hårdtarbejdende tosser nu ustraffet kan sammenlignes med konspirationsteoretikere. Det er simpelthen æreskrænkende!”

“Man må anerkende, at man kan blive til grin ved at stille sig frem i landsdækkende medier og hævde, at Cheney og Bush kunne stå bag noget så vildt i lyset af, hvordan de håndterede orkanen Katrina samt krigene i Irak og Afghanistan,” erklærer Dong Ding Bat sammenbidt.

“Men selvom man kan kalde det tåbeligt og tragikomisk, er der er på ingen måde tale om kvalificeret tosseri,” siger han og understreger, at humor og integritet er en væsentlig del af den professionelle tosses værdigrundlag.

Findes i alle brancher
Dong Ding Bat anerkender dog, at der også inden for tossernes rækker findes dem, der tror, at 11. september 2001 var et inside job.

“Jo, der findes naturligvis tosser, som er konspirationsteoretikere. Men det er et mindretal, som altså også findes blandt pædagoger, erhvervsfolk og sågar kemikere. Derfor er det ikke rimeligt uden videre at hænge tosserne ud på den måde, som dommeren har gjort” siger han.

Handler om integritet
“Det handler om at beskytte standens ære og integritet. Tosseri er en traditionsrig og kompliceret profession. Hvis enhver gruppe særlinge med et skørt budskab og et telt slået op på en rådhusplads kan kalde sig tossede, vil folk fremover ganske enkelt miste tilliden til tosser, og det vil vi for alt i verden undgå,” siger Dong Ding Bat.

Dansk Tosseforening planlægger derfor omfattende protester på rådhuspladser i de fleste danske byer, hvor fremtrædende tosser blandt andet vil banke mursten ind i panden på sig selv og gurgle Marseillaisen i rødbedesaft.