Flere tidligere ministre i nullernes borgerlige regeringer står nu frem og indrømmer, at deres politik blev direkte dikteret af Staunings spøgelse.

Regeringerne i årtusindets første årti er i den senere tid blevet stadig oftere blevet anklaget for at have ført en overdrevent ødsel og ikke-borgerlig økonomisk politik. Hidtil er det blankt blevet afvist af de ansvarlige, men nu indrømmer flere ministre, at de i virkeligheden førte socialdemokratisk politik.

De afviser dog ethvert ansvar for fejltagelserne og forklarer, at de blev tvunget af den socialdemokratiske statsminister Thorvald Staunings genfærd.

Gravrøst fra Statskassen
Claus Hjort Frederiksen, der er tidligere beskæftigelses- og finansminister forklarer:

“Tit sad vi ved ministerrådsmøderne og hviskede om vores drømme om at indføre brugerbetaling på vejnettet, privatisere ældreplejen og udlicitere militæret. Men hver gang hørte vi fra Statskassen, der stod henne i hjørnet, Staunings grusomme og salvelsesfulde gravrøst, der formanede os om at bruge flere offentlige midler og være søde ved de arbejdsløse.”

“Ånden fra Kanslergade”
Tidligere socialminister Henriette Kjær forklarer, at hun også blev hjemsøgt af genfærdet i sin ministertid.

“Det slog aldrig fejl. Hver gang jeg forsøgte at snige et forslag om afskaffelse af førtidspensionen til førstebehandling, så var Staunings genfærd der og krævede det makuleret,” siger hun og afslører:

“Til sidst var vi så kuede, at vi slet ikke turde udtale spøgelsets navn, men omtalte det blot som ‘ånden fra Kanslergade.”

Truede med Marx
Thor Pedersen, som var finansminister i Fogh-regeringerne, forklarer, hvorfor de borgerlige politikere ikke havde andet valg end føje genfærdet:

“Hvis vi ikke makkede ret, truede det med at vække kommunismens spøgelse og indsætte Karl Marx som formand for Socialdemokratiet,” siger han og uddyber:

“Det var et valg mellem pest og kolera. Enten ville oppositionen få en blodrød og kompetent leder, eller også skulle vi føre socialdemokratisk politik med et borgerligt ansigt. Så det er klart, at vi førte en rimelig dårlig politik, som absolut ikke var borgerlig. Man skal bare huske, at alternativet var værre.”