En henvendelse fra en nigeriansk advokat har vendt op og ned på Emil Peter Thomsens verden. Ikke alene har han opdaget, at han har nigerianske rødder. Han har også arvet en betydelig millionformue.

Emil Peter Thomsen skal ikke på arbejde i morgen. Hans nyligt afdøde nigerianske onkel har nemlig efterladt ham en større formue.

”Nej, jeg vil ikke afsløre beløbet, men det er mange penge, og min teamleder fik min opsigelse i går,” siger Emil Thomsen, der er uddannet kemiker og de sidste 15 år har arbejdet for en mindre lægemiddelvirksomhed i Bagsværd ved København.

Han er netop hjemvendt efter 14 dage i Lagos i Nigeria, hvor han har været med til at afslutte sin onkels bo.

Onklen, en tidligere femstjernet general M’buto Oligarc, havde skabt sig en betragtelig formue og efterladt alt til Emil Thomsen.

Omkom i flystyrt
Oligarc døde i et flystyrt tidligere på året og efterlod sig ikke andre efterkommere end Emil Peter Thomsen.

”Jeg fik for et par måneder siden en henvendelse fra en advokat i Nigeria, som skrev til mig via sin Yahoo-email. Advokaten forklarede, at han efter lang tids søgen havde fundet mig som den eneste nulevende slægtning. Advokaten skulle have et mindre salær på 20 procent af arven, men så ville han også tage sig af alt papirarbejdet. Jeg vidste jo ikke selv, at jeg havde nigerianske rødder og stod helt uforberedt, så 20 procent, synes jeg egentlig, var meget rimeligt,” fortæller Emil Peter Thomsen.

Efter nogle skriverier frem og tilbage samt et par mindre pengeoverførsler fra Emil Peter Thomsen til den nigerianske advokat, rejste Emil Peter Thomsen i forrige uge til Lagos.

Glat forløb
”Alt forløb helt glat. Jeg blev hentet i lufthavnen, kørt hen på et fint hotel, og næste morgen mødtes vi på advokatens kontor for at underskrive papirerne og gik derefter i banken,” forklarer Emil Peter Thomsen, der derefter brugte nogle dage på at se sig om i landet.

”Det mest interessante var i virkeligheden min onkels karriere. Hans slægt var en af landets fineste, og han havde bestridt en lang række ledende positioner i regeringen og det nationaliserede erhvervsliv. Ret fantastisk egentlig,” siger Emil Peter Thomsen, der ud over mangemillionær nu også kan kalde sig høvding.

Han har som det første købt en ny Camp-Let og kører af sted til Gardasøen i den kommende weekend.