En ung dansker, der forsvandt i foråret 2011, blev tirsdag aften fundet bag et par ekstremt store briller på Cafe Bang & Jensen på Vesterbro.

“Hey, det er sgu da Atle!”

Sådan lød det forbavsede udråb fra 29-årige Mike Tørring, der sammen med et par venner var taget ind på Cafe Bang & Jensen, hvilket de jævnligt har gjort for at mindes deres ven, Atle Hjort, som de skulle have mødtes med netop på denne café en dejlig forårsaften i 2011.

Og det var ganske rigtigt Atle, der sad bagerst i lokalet iført et par ekstremt store briller, som han et kort øjeblik havde fjernet for at klø sig i øjnene. Det var dér, Mike Tørring genkendte ham.

Kreativ-distræt
Atle Hjort fortæller, at han havde siddet der hele tiden og slet ikke været klar over, at han var meldt savnet.

“Jeg har bare siddet og arbejdet på min digtsamling, ‘Multiple Facetter af mit Flertydige Selv’,” siger han og indrømmer:

“Jeg bliver tit så kreativ-distræt, når jeg skriver på mine digte, og så glemmer jeg verden omkring mig.”

Heller ikke personalet på Cafe Bang & Jensen havde bemærket noget usædvanligt.

“Jeg har da godt bemærket ham, fordi han af og til kommer op for at købe en ny kande varmt vand til sin medbragte, hjemmemalede Guatemala Huehuetenango-kaffe, men derudover har han ikke gjort noget væsen af sig, så vi forvekslede ham nok bare med inventaret,” udtaler Mille Eversen, der har arbejdet på caféen et års tid.

På en måde heldigt
På en måde synes Atle, at det er heldigt, at hans venner ikke genkendte ham, før han tog brillerne af. Han købte dem nemlig for at skærme sig fra den omverden, der ellers nemt kunne forstyrre hans kreative flow.

“Jeg lod også mobilen ligge derhjemme, så man har jo ikke kunnet ringe til mig. Den er nok også løbet tør for strøm,” siger han og tilføjer, at han nok bliver siddende et godt stykke tid endnu, fordi de seneste hændelser har givet ham masser af inspiration til nye digte.

Det lykkedes dog Atles venner at overtale ham til at sætte sig hen sammen med dem og fejre, at han var blevet fundet i god behold. Han ville dog ikke med videre, og det er selvfølgelig helt i orden, mener Mike Tørring:

“Nu ved vi jo, at vi bare skal lede bag brillerne, hvis han bliver væk fra os igen.”