Den store ulighed mellem mig selv og de forretningsfolk, jeg ser til daglig, gør USA til et levende samfund med vækst og velstand, forklarer Elmore Haggard med begejstring.

En ramponeret flyttekasse vajer i oktobervinden på William Street i New York. Den er Elmore Haggards hjem i disse dage, men på grund af det kolde vejr overvejer han at flytte ned i undergrundsbanen.

Haggard har boet på gaden i 17 år, mangler de fleste af sine tænder og har ifølge en tidligere sagsbehandler formentlig flere udiagnosticerede psykiske sygdomme samt et alkoholmisbrug, der blusser op, når han har stjålet penge til sprut. Men i sine ædru stunder priser Haggard sig lykkelig for sin tilværelse.

Blev ikke passiv klient
“Uden mig ville der ikke være den dynamik i det amerikanske samfund, som har gjort landet så velstående,” jubler den 41-årige mand, der som barn blev tæsket af sin far og senere smidt ud af skolen. Efter et par lavtlønnede småjobs røg Haggard ud i kriminalitet og senere ud af sin lejlighed.

“Det er for mig at se helt klart, at et større socialt sikkerhedsnet ikke ville have hjulpet på min situation, men bare gjort mig til endnu en passiv og uselvstændig klient i systemet. Samtidig ville flere skatter til sociale ydelser hæmme de iværksættende og vækstskabende kræfter i samfundet. For ikke at tale om, hvad en høj arbejdsløshedsydelse ville have gjort for de ledige akademikere,” forklarer Elmore Haggard, der dagligt ser frugterne af den dynamik, hans udsigtsløse liv skaber, når børsmæglere og bankfolk bevæger sig til og fra Wall Street.

Glade vandringsmænd
“Jeg mødte engang en gut – han er død af leverbetændelse nu – som havde været i Skandinavien og set, hvordan ledende erhvervsfolk gik omkring med triste blikke, fordi deres hårdt tjente penge gik lige lukt i de arbejdsløses lommer. Samtidig gik de hjemløse omkring som glade vandringsmænd med barnevogne og blå kander, som de klirrede med over for forbipasserende,” fortæller Haggard med skepsis og tilføjer, at de helt svære tilfælde fik en pæn lædertaske, hvorfra de skulle sælge et magasin, der udelukkende handlede om dem selv:

“Tænk sig: Derovre får man ikke bare penge til alkohol og stoffer; rige mennesker skriver også artikler om dig! Intet under, at deres økonomiske vækst er så lav.”