Selvhjælpsbogen “Kvinder der liker for meget” er en praktisk guide til dem, som oplever, at overdrevne sympatitilkendegivelser har taget overhånd og styrer deres liv.

De fleste er stødt på dem på et eller andet tidspunkt. De tragiske skæbner på Facebook, som “Synes godt om” alt for meget.

Længe har det været tabu at problematisere deres maniske venlighed i den offentlige debat, men nu har den amerikanske forfatter Roberta Southwald taget tyren ved hornene efter selv at have kæmpet sig ud af en omfattende like-afhængighed. I tolv trin forsøger hendes bog at guide den ramte ud af de digitale sympatierklæringers sump.

De bliver rådet til at trappe ned ved først at undlade at “Synes godt om” egne statusser, dernæst at gøre det samme i forhold til perifere bekendtes politiske mishagsytringer, inden den endelige prøve kommer ved trin 12.

“Før man kan erklære sig rask, bliver man nødt til at demonstrere ultimativ viljestyrke og undlade at synes godt om mindst to nære venners billeder af deres førstefødte.”

Barske løjer!

Power likere taler ud
Ud over de konkrete råd inkluderer bogen også interviews med hårdt ramte power likere, der fortæller, hvordan deres digitale sympatierklæringer kom ud af kontrol.

Joan R. fortæller eksempelvis, hvordan det, der startede som en uskyldig, men omfattende liking af venners selvportrætter, check-in på kunstmuseer og fotos af lækre aftensmåltider, gradvist tog overhånd.

“Efterhånden kunne jeg ikke lade være med at synes godt om ting, jeg normalt aldrig ville billige. Først var det sådan noget som meningsløse og indforståede statusopdateringer samt meget grimme profilbilleder, men så blev det mere og mere. Jeg opdagede først, den var helt gal, da mine kære klippede mit ADSL-kabel over og foretog en intervention efter en omgang binge liking, hvor jeg havde klikket ‘Synes godt om’ til opdateringer om de frygteligste ting fra folkedrab til vuggedød,” fortæller hun.

Selvom “Kvinder der liker for meget” utvivlsomt er en praktisk bog for mange, er dens amerikanske poppsykologi til tider en kende anmassende, ligesom bogen også har en kønsmæssig slagside, der helt lader de mange yngre og stærkt netværkende mænd, der også er blevet ramt af excessiv liking, i stikken.

Bedømmelse: 4/6 cembalostrenge