Foto: Holger Motzkau 2010, Wikipedia/Wikimedia Commons (cc-by-sa-3.0)

Under et besøg i England tidligere på ugen sov den svenske kronprinsesse Victoria godt, selvom der lå en ært under hendes madras.

Rygterne om, at Sveriges kronprinsesse Victoria slet ikke er en rigtig prinsesse, startede allerede sidste år, da hun fødte sin datter. Her bemærkede personalet på Karolinska Sygehuset nemlig, at den fødende ikke virkede sartere end andre kvinder.

Det svenske kongehus har hårdnakket påstået, at Victoria skam er en vaskeægte prinsesse, men efter kronprinseparrets besøg i England tidligere på ugen tyder meget på, at kongehuset enten lyver eller nægter at se kendsgerningerne i øjnene.

Parret overnattede nemlig i al hemmelighed på et finere hotel i London, hvor man så sit snit til at placere en ært under madrassen i kronprinsessens seng.

“Dagen efter spurgte vi, hvordan hun havde sovet, og hun svarede, at hun havde sovet rigtig dejligt,” fortæller hotelmanager Clinton Barks og tilføjer, at prinsessen også virkede frisk og veludhvilet, så det ikke kunne have været noget, hun blot sagde for at være høflig.

Vi ved ikke nok
Den danske kongehusekspert Chris Nicolaisen medgiver, at det lyder suspekt, at en rigtig prinsesse kan få en rolig nats søvn, når der ligger en ært under madrassen. Men vi ved ikke nok om omstændighederne til, at vi kan drage endelige konklusioner, påpeger han:

“Var ærten frossen eller kogt, da den blev lagt under madrassen? Det kan gøre en forskel. Desuden kan prinsessen have iført sig en natdragt af et særligt royalt materiale skabt til at beskytte hendes sarte krop.”

Han mener dog, at det svenske kongehus bør tage mistanken alvorligt.

“Så vidt vi ved, lå der kun en enkelt madras oven på ærten, og selvom det ikke i sig selv er et bevis på noget, vil det jo være en katastrofe for fremtidens svenske kongehus, hvis den nuværende tronarving ikke er ægte,” siger han.

Chris Nicolaisen foreslår, at man laver nogle mere kontrollerede tests, der udsætter prinsessens krop for forskellige påvirkninger, mens veluddannet personale overvåger hendes reaktioner.

“Men nu må det være op til det svenske kongehus selv, om de vil lytte og tage mistanken alvorligt,” slutter han.