Hanne Lindbæk hverken bloggede, skrev bøger eller gav livskloge ord videre, da hun i to år levede med kræft. “Det var et gennemsnitligt og ubehageligt sygdomsforløb, som jeg ikke rigtig lærte noget brugbart af.”

I april 2011 fik den dengang 45-årige SOSU-assistent Hanne Lindbæk konstateret brystkræft, og siden bestod kampen mod sygdommen af regelmæssig kemoterapi og en enkelt operation. På intet tidspunkt følte Hanne trang til at dele sine oplevelser med andre end de nærmeste, og hun fortalte aldrig sin historie i hverken ord eller billeder.

“Jeg havde ikke noget livsklogt at sige om mit meget gennemsnitlige sygdomsforløb,” forklarer Hanne og uddyber, at selvom hun er lykkelig for at være sluppet af med kræften, var overlevelsen ikke ligefrem et mirakel.

“Lægerne gav mig 40-45 år at leve i,” forklarer hun og tilføjer:

“De regnede sådan set med, at sygdommen kunne bekæmpes.”

Lærte intet brugbart
Selve behandlingen var heller ikke usædvanlig.

“Jeg havde læst mange bøger om mennesker, der påstod at kunne kurere sig selv for kræft med alternative behandlinger, raw food og positiv tænkning, men i sidste ende valgte jeg kemoen,” husker Hanne Lindbæk, der bor med sin mand, Carsten, og deres to børn lidt uden for Middelfart.

Heller ikke Carsten lærte noget brugbart i løbet af de to år, Hanne var syg.

“Jo, jeg lærte da vejen til sygehuset temmelig godt at kende samt navnene på al hendes medicin. Men det her med, at jeg pludselig indså, hvor meget jeg elskede hende, ja, det vidste jeg sådan set godt i forvejen,” påpeger den 49-årige folkeskolelærer, der derfor heller ikke vil anbefale andre at leve med kræft som en bedre måde at gribe nuet på.

Træls at være skaldet
For fire måneder siden fortalte lægerne Hanne Lindbæk, at hun var kræftfri, og siden har hun ikke haft planer om at holde foredrag om sine oplevelser.

“Hvis jeg har erkendt noget, er det, at det, man ikke dør af, det dør man ikke af. Måske bliver man fysisk svagere og lidt mere bange for sygdom og død, men det er jo ikke noget, der rigtig batter, når man taler i store forsamlinger,” forklarer Hanne og stryger hånden over sit korte, gråsprængte hår, der først for nylig er begyndt at vokse ud igen, mens hun tilføjer:

“Desuden er det virkelig nederen at være skaldet.”