Et højt profileret medlem af Folketinget vil rigtig gerne svare journalisten. Han synes bare, det er vigtigt først at fremhæve sine egne politiske resultater og sin i øvrigt upåklagelige karakter.

Det var ikke mangel på lyst eller interesse, der i lørdags forhindrede et mandligt folketingsmedlem i at svare direkte på et spørgsmål fra en journalist.

“Jeg synes, journalisten tog fat i noget enormt relevant, som jeg rigtig gerne vil tage en nuanceret debat om,” bedyrede politikeren, der alligevel ventede med at forholde sig til spørgsmålet.

“Det stod mig klart, at inden jeg kunne komme med et fyldestgørende svar, var det afgørende, at jeg mindede journalisten om de politiske resultater, jeg selv og mit parti har opnået i løbet af det sidste år,” forklarer han uden dog at kunne påvise en sammenhæng mellem disse resultater og journalistens spørgsmål.

Vigtig at høre alle
Efter således at have hørt på 116 sekunders udredelse af tidligere forlig og lovforslag brød journalisten ind og gentog sit spørgsmål. Heller ikke da fandt politikeren det nødvendigt at svare.

“Mange medier tror, at de bare kan forvente et simpelt ja eller nej, men virkeligheden er meget mere kompleks,” mener politikeren, der valgte at illustrere denne pointe ved at fremhæve sig selv som en både principfast og samarbejdsvenlig repræsentant for sine vælgere.

“Det er vigtigt at få alle med, når vi diskuterer denne uhyre vigtige sag,” lød den afsluttende bemærkning, inden folketingsmedlemmet skyndte sig videre til et møde.

Heldigvis lykkedes det journalisten at fange politikere senere på dagen, hvor spørgsmålet dukkede op igen.

Ingen kan gøre noget
Men i stedet for endelig at svare rettede politikeren fokus på en af sine modstandere, en kvindelig politiker fra et andet parti, og påpegede, hvordan hendes holdning til sagen var under al kritik.

“Da hun havde mulighed for at påvirke situationen, valgte hun ikke at gøre noget, og det har naturligvis den konsekvens, at jeg heller ikke kan gøre noget,” mente politikeren.

I et sidste forsøg på at finde svar kontaktede journalisten den politiske modstander og fik følgende udmelding vedrørende den mandlige politiker:

“Da jeg kunne gøre noget, var det umuligt at gøre noget, men nu hvor jeg ikke længere kan gøre noget, bør han da helt afgjort gøre det. Alt andet ville være komplet uansvarligt!”