Førende medicinmænd er enige: Kun en omfattende ofring af lange papirstykker kan forhindre guddommelig straf og sikre status quo.

Det er nat, og rundt om bålet sidder stammen forsamlet i spændt forventning. Medicinmanden Talende Hoved har indkaldt alle for at forklare det budskab, guderne har til dem. Med sit fremskudte bryst, den rød-blå krigsmaling og kæden af diktafoner, han har erobret fra slagne fjender, er Talende Hoved et imponerende skue.

I ugevis har stammens ældste været spærret inde i en firkantet kasse, hvor de har talt i munden på hinanden i et rituelt forsøg på at få de højere magter i tale. Nu er det tilsyneladende lykkedes.

Guder kræver papir i bokse
“Oh hør, I ulyksalige! Gudernes frygtelige vrede er over os!” tordner Talende Hoved med gravrøst.

“For vores synders soning har de krævet et offer, som skal sikre, at alt bliver præcis, som det plejer at være. Muligvis med meget små ændringer på lokalt plan, der dog primært vil have administrativ karakter og ikke for alvor gøre nogen forskel,” siger han, mens hans messende stemme langsomt stiger mod et dramatisk crescendo.

“Og guderne kræver – papir! De har i deres uendelige visdom atter krævet, at vi smider meget lange papirstykker i firkantede kasser,” råber han ekstatisk.

Moseofring igen afværget
Der går et sus af lettelse gennem forsamlingen, og kort efter bryder jublen ud.  Stammen er nemlig vant til at formilde guderne med store papirofre med et par års mellemrum, men frygten for, at de kunne kræve noget værre, ligger altid på lur, som den 43-årige jæger-samler, Pinlige Morbror, senere forklarer:

“Selv har jeg altid været lidt angst for, at vi en dag skal smide de førstefødte i en vulkan eller gøre noget, som involverer halshugning og tørvemoser, så papir er ganske overkommeligt.”

Den 23-årige bærsamler og ekspert i komparativ litteratur, Bedrevidende Mund, er helt enig og peger på, at papirofringerne sikrer stabilitet.

“Selvom det måske kan virke meningsløst, må man huske, er det faktisk er ret lidt at gøre for at undgå forandring. Så medmindre man hader stammen og vil gøre guderne vrede, er det nok en god ide at få puttet noget papir i en boks meget snart,” siger hun.