Foto: Erich Ferdinand, Flickr

Læge bekræfter, at 51-årige Gert Kildahl fejler noget, der kan slås op i et lægeleksikon og behandles med antibiotika.

Praktiserende læge Preben Overgaard er ikke i tvivl: Hans patient, Gert Kildahl, fejler denne gang en helt rigtig sygdom.

“Jeg har undersøgt patienten grundigt, og der er ingen tvivl om, at han har lungebetændelse,” bekræfter Preben Overgaard, der blandt andet stillede diagnosen ved at opdyrke en prøve fra Gert Kildahls ophost.

Prøven viste, at der er tale om en pneumokokinfektion.

“Så jeg udskrev noget penicillin og gav ham besked på at holde sengen, til han havde fået det bedre,” tilføjer lægen.

Opkald fra skeptisk kone
Mindre end to timer senere ringede telefonen i Preben Overgaards klinik. Det var Gert Kildahl kone, 47-årige Hanne Kildahl, der undrede sig over, at manden havde penicillin med hjem.

Til RokokoPosten fortæller hun, at hun egentlig bare havde sendt sin mand til lægen for at få ham lidt op fra sengen.

“Han havde allerede ligget der i tre dage, så jeg syntes, at han snart trængte til lidt frisk luft. Jeg var jo sikker på, at han ikke fejlede noget rigtigt,” lyder det fra Gert Kildahls stadig chokerede hustru.

Det tog temmelig lang tid for Preben Overgaard at overbevise Hanne Kildahl om, at der ikke var sket en fejl. Men det kommer ikke bag på den erfarne læge.

“Det er en helt naturlig reaktion fra mennesker, der får at vide, at en mand fejler noget rigtigt. Det er jo trods alt undtagelsen frem for reglen,” forklarer han.

Ikke engang placebo
Trods lægens bekræftelse af, at der var tale om en helt rigtig sygdom, var Hanne stadig skeptisk, da hun afsluttede samtalen. For selvom hendes mand led af en rigtig sygdom, virkede det uhyggeligt, at han skulle behandles med et antibiotikum.

“Jeg tænkte, at han måske ville give ham noget placebo med hjem for at få ham til at føle sig tryg, men så skal han tage det her penicillin, som man jo kan få mavepine og alle mulige andre bivirkninger af,” udtaler hun.

Heldigvis ser medicinen ud til at virke, og både Hanne Kildahl og Preben Overgaard vurderer, at Gert Kildahl er længere fra at være i livsfare end før, han begyndte behandlingen.

Gert Kildahl er dog ikke sikker.

“Jeg er virkelig meget syg,” hoster han.