Lars Hedegaard vil satse på en karriere som lyriker for at få sit islamkritiske budskab langt bredere ud.

Det er aften, og på Huset i Magstrædes lille scene er der poetryslam for aspirerende danske lyrikere. Alle håber, at aftenen kan give dem det store gennembrud i form af en udgivet digtsamling, som nære venner og familie måske vil læse, og som måske endda bliver nævnt af Lars Bukdahl i Weekendavisen.

Men en enkelt ældre mand omkring de halvfjerds skiller sig ud fra de andre deltagere.

Det er debattør, tidligere chefredaktør på Information og stifter af Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, som i aften får sin debut som digter. Da det bliver hans tur, træder han stålsat op på scenen, rømmer sig, og begynder messende og med høj, klar stemme at recitere digtet KLAM BYRET:

SELVOM DET IKKE HOLDT I BYRETTEN
SAGDE JEG AT DE VOLDTAGER DØTRE
MEN LANDSRET FRELSTE MIG
OG MUSLIMMAND MED KLØFTET TUNGE RASER
JEG VAR IKKE SÆRLIG FULD

Vil nå større publikum
Det går rigtig godt. Efter oplæsningen klapper de andre digtere samt aftenens to publikummer entusiastisk, mens Lars Hedegaard tørrer sveden af panden og fortæller RokokoPostens udsendte, hvorfor han har kastet sig over poesi.

“Det føltes bare som det naturlige næste skridt inden for islamkritik,” forklarer han, og siger, at der trods alt er grænser for hvor mange, man kan nå ved hjælp af netaviser, konferencer og debatindlæg i dagspressen.

“På et eller andet tidspunkt må man erkende, at hvis man vil ud til hr. og fru Danmark, så bliver man simpelthen nødt til at skrive lyrik,” forklarer han, men bliver afbrudt, da han får at vide, at han er gået videre til aftenens finale.

Der er ikke antydningen af nerver, da Lars Hedegaard overbevisende leverer digtet PAKKEPOST, der også er helt nyskrevet:

POSTBUD, POSTBUD MED DEN RØDE JAKKE
RINGER PÅ MIN DØR NU OG VIL MIG NAKKE
KRASNIK LAVER BLOT HÅNLIG HÅNDPISTOL
JEG ÅBNER ALDRIG MERE FOR PAKKEPOSTEN

Aftenens vinder bliver Lars Hedegaard, som RokokoPosten kort efter fanger igen. Den nyudsprungne digter er tydeligt stolt:

“Anerkendelsen betyder rigtig meget. Også fordi jeg føler, at jeg har været udsat for et mediemæssigt omsorgssvigt, som, tror jeg på, kan bearbejdes i digtform!”