Foto: Iouri Goussev, Flickr

Bente Andersen fra Viborg forventede skam heller ikke, at hendes svigersøn tænkte over, hvad hans forslag til årets julefest betyder for andre end ham selv.

Sidste år fejrede Bente Andersens datter, Jane Askov, juleaften hos sin mor. Med sig havde hun sin mand, Torsten, og deres tre børn, Julie, Malte og Karl.

I år var det meningen, at familien skulle mødes hjemme hos Jane. Men den 43-årige kvinde er højgravid og har ikke kræfter til at stå for de krævende forberedelser. Derfor har Torsten foreslået, at de alle – også Bente – holder juleaften hos hans bror i Holstebro.

“Det er selvfølgelig dobbelt så besværligt for mig, når jeg skal rejse til Holstebro i stedet for Bjerringbro, hvor min datter bor, men min svigersøn har jo så mange ting at tænke på, så han har nok bare glemt, at det ikke nødvendigvis er lige så praktisk for mig, som det er for dem,” udtaler Bente Andersen.

Kunne have hjulpet
Den 71-årige understreger, at hun jo sagtens kunne være kommet i god tid for at hjælpe sin datter med forberedelserne.

“Man mener jo nok, at man stadig kan være til nytte, men når de unge mennesker ikke værdsætter det, så bider man selvfølgelig tænderne sammen og finder sig i tingene med et smil,” siger hun.

Torsten Askov mener dog ikke, at de underkender svigermoderens evne til at gøre nytte.

“Vi har bare så meget rod i huset på grund af den kommende familieforøgelse, så det vil være rart for os at holde julen andetsteds. Og svigermor synes ikke, det skal være hos hende igen, fordi vi var der sidste år.”

Meget dyrere
Bente Andersen bekræfter, at hun ikke ønsker, at julen holdes hos hende igen i år. Det ville ganske enkelt bringe hende mere i fokus, end hun bryder sig om.

“Det er da også fint at tage ud til Torstens bror, selvom jeg jo dårligt nok kender hans familie. Det skal nok blive en god jul, selvom det selvfølgelig bliver meget dyrere for mig, der i forvejen ikke har meget at rutte med. Jeg er jo nødt til at sende mange af gaverne med posten, for dem kan jeg ikke have med på den lange tur,” fortæller Bente, der dog ikke synes, de unge skal besvære sig med at hente hende.

“Torsten har da godt nok sagt, at hans bror gerne kører til Viborg for at hente mig, men det ville virkelig være alt for meget,” fastslår hun.