“Jeg nænner ikke at fortælle ham sandheden,” forklarer Elsebeth Herløv, der gør, hvad hun kan, for at beskytte sin voksne søn mod skuffelser og nederlag, også i juletiden.

“Her er en pakke fra mig til min mor … Og her en til min far …”

50-årige Elsebeth Herløv lægger forsigtigt de farverige julegaver under træet, så de er klar, når familien i morgen kommer til julemiddag. Den største og flotteste pakke har hun gemt til sidst:

“Og her er en fra julemanden til lille Lukas!”

Ny bil fra julemanden
Funklende rødt papir skinner om kap med det gyldne bånd, men gaven under den flotte indpakning er langt mere imponerende: en dyr sweater købt i USA og en stor nøgle med et Volkswagen-logo på.

“Ja, jeg syntes jo, det var på tide, at Lukas fik sin egen bil, nu hvor han har haft kørekort i 3 år. Så det var da heldigt, at julemanden kom forbi med en fornuftig model,” jubler Elsebeth og tilføjer, at den praktiske Volkswagen kører mange kilometer på literen, så det bliver billigt for Lukas at besøge sin mor:

“Ham julemanden har tænkt på alt!”

Noget vi voksne finder på
Elsebeth Herløv nænner ikke at fortælle sin 22-årige søn, at det faktisk er hende, der har købt bilen, ligesom det også var hende, der sidste jul gav Lukas en iPhone og året før betalte hans rejse til Sydamerika.

“Han ville blive så skuffet, hvis han fandt ud af, at julemanden bare er noget, vi voksne finder på,” forklarer Elsebeth, der altid har sørget for at skærme sin søn mod unødvendige nederlag i form af kærestesorger, pengenød og dårlige karakterer.

“Nogen vil måske kalde mig curlingmor, men hvad er der galt i at bestikke sin søns kæreste til at fortælle ham, at hun kun slår op med ham, fordi hun ikke føler, hun kan leve op til en så fantastisk mand?” spørger Elsebeth retorisk med henvisning til Lukas’ sidste forhold, der i realiteten gik i stykker, fordi kæresten følte sig overset.

“Men der tog hun helt fejl! Lukas er en dejlig dreng, der altid tænker på andre og ikke tager noget for givet. Det har jeg nemlig lært ham,” slutter den 50-årige mor med bestemt mine, inden hun går i gang med at ringe rundt til familiemedlemmerne, så de i morgen ikke kommer til at røbe sandheden om julemanden ved en fejl:

“Det ville være synd for Lukas!”