Skraldebarbie, Bogholderbarbie og Bestyrelsesbarbie. Med disse Barbieuniverser giver producenten Mattel små piger mere realistiske forventninger til livet som pige og kvinde.

Mikaela Danielsson, der sidste år blev ansat som udviklingsansvarlig for det amerikanske firma Mattels berømte Barbiebrand, er kvinden bag en helt ny linje for de populære dukker.

“Mattel har længe haft et ønske om legetøj, der ruster de små til virkelighedens karriereræs, så de ikke fortaber sig i virkelighedsfjerne dagdrømme,” udtaler det svenske forretningstalent, der glæder sig til at lancere de tre nye legesæt: Skraldebarbie, Bogholderbarbie og Bestyrelsesbarbie.

Glasloft og nødhammer
Mikaela Danielsson fortæller, at Bestyrelsesbarbie er inspireret af hende selv:

“Mine egne erfaringer i forretningslivet gav mig idéen til at lade serien bestå af et mødelokale med glasloft og en nødhammer, der passer til Barbies højre hånd, så de små piger kan lege, at de slår hul i glasloftet.”

Sættet indeholder naturligvis også whiteboard, projektor og et hæfte med dagsordensforslag, som stimulerer pigernes fantasi til mange timers virkelighedsnære bestyrelsesmøder.

Også det jævne liv
Men da det er de færreste piger, der ender med at gøre karriere i toppen af forretningslivet, er der også legesæt, som repræsenterer det jævne liv.

“Vi vil gerne sende det signal til piger, kvinder og andre, der ikke føler sig som mænd, at man sagtens kan være supertjekket og feminin, selvom man for eksempel arbejder på kontor eller er renovationsarbejder,” lyder Mikaela Danielssons begrundelse for, at man har valgt at lancere serierne med Skraldebarbie og Bogholderbarbie.

Med disse serier følger også et simpelt rækkehus med tre beboelsesrum, hvor Barbie kan bo med sin familie, når hun ikke er på kontoret eller ude med skraldebilen.

“Så slipper pigerne for at føle, at de skal bo i paladser med pool og garderober på størrelse med diskoteker for at slå til som kvinder,” slutter Danielsson.

De nye sæt kommer på hylderne i de danske legetøjsbutikker i begyndelsen af februar. Hvert sæt indeholder en Barbiedukke med brede hofter, topmave og hængebryster. Hudfarven på de nye dukker varierer og fremgår ikke af æskerne.