Foto: Public domain

Ifølge Etisk Råd er det synd for børn, der er resultat af kunstig befrugtning. Mosaiske Profettidende erfarer desuden, at der er risiko for at få børn med magiske evner.

“Du er ikke min rigtige far!”

Mosaiske Profettidende er taget til Nazaret: en lille, ubetydelig flække i Galilæa. Vores reporters formål er at undersøge en påstand fra Etisk Råds overvismand, Jacobus Birkler, der for nylig ytrede sine bekymringer angående fænomenet kunstig befrugtning.

Birklers væsentligste argumenter mod denne moderne teknologi, hvor kvinder bliver med barn uden en mands direkte medvirken, er, at børnene vokser op uden at kende deres sande autoritetsfigur.

“Et andet problem er, at det er et marked uden kontrol. Kyniske aktører lover guld og grønne skove, men i virkeligheden køber man katten i sækken,” lyder det i Birklers kritik.

Laver mælk til vin
Så langt ud i Udkantsisrael som til Nazaret er overvismandens ord naturligvis ikke nået. Det er til gengæld en af de kyniske aktører, Gabriel, som advarslerne retter sig mod.

Resultatet er den trodsige tumling, som for øjnene af Mosaiske Profettidendes reporter nægter at anerkende sin stedfars autoritet, hvorefter han løber sin vej.

“Han lavede sin mælk til vin for at slippe for at drikke den,” sukker tømreren Josef, der fortæller, at der er mange problemer med drengen:

“Hans mor og jeg lavede en dag nogle fine lerfugle til ham, mens han sov til middag, men dem ville han ikke lege med. Og da jeg forsøgte at opmuntre ham til det, gav han dem liv og fik dem til at flyve væk bare for at slippe. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal stille op med ham.”

Ingen romerske træk
Josef er glad for at høre, at man nu fra højere sted advarer mod at få børn med den metode, hans familie anvendte.

“Denne Gabriel udnytter godtroende mennesker som os,” udtaler han.

Barnets mor, Maria, tilføjer, at Gabriel fortalte hende, at han var sendt af Gud for at opfylde hendes ønske om et helt særligt drengebarn.

“Men jeg ønskede mig en søn med romernes smukke træk, og Jesus ser jo så jødisk ud, at man skulle tro, han var Josefs,” siger hun.

Forældrene advarer derfor andre mod at lytte til Gabriel:

“Frygt ikke, siger han. Men der er i høj grad grund til frygt!”