Foto: Caleb Williams, Wikimedia Commons

“Det er vildt fedt at få en masse point, så nu giver vi en hel milliard til alle danskere,” lyder det fra regeringen, der med tiltaget håber at vinde noget af sin tabte popularitet tilbage.

Nu kan danskerne se frem til at få flere point, end de formentlig nogensinde før har fået. Regeringen vil nemlig give en hel milliard til alle.

Idéen opstod ifølge erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), da nogle ministre var samlet for at heppe på svenskerne under OL-finalen i curling.

“Der var vild jubel, hver gang nogen fik point, og så kom vi til at tale om, at man faktisk tit bliver glad for at få point – og endnu gladere, hvis man får mange,” fortæller han og tilføjer, at selv kultur- og kirkeminister Marianne Jelved (R) smilede de tre gange, svenskerne hentede point hjem.

Det var beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), der dagen efter foreslog, at man kunne omsætte tankerne om point til konkret politik.

“Før jeg faldt i søvn, tænkte jeg, at det vil være nemt at give alle danskere en million point, så det foreslog jeg. Men efter lidt diskussion frem og tilbage blev vi enige om, at det var endnu bedre med en hel milliard,” udtaler hun.

Alle med bopæl i Danmark
Ifølge regeringens forslag kommer ordningen til at gælde for alle med bopæl i Danmark. Det er altså ikke kun danske statsborgere, der får glæde af pointene, og man behøver heller ikke være myndig.

“Det er et stort fremskridt for integration og ligestilling i Danmark,” lyder det begejstret fra minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, Manu Sareen (R), der indrømmer, at han også for sin egen skyld håber, at forslaget bliver vedtaget.

“Jeg får næsten aldrig point i noget, så det ville være helt fantastisk,” siger han.

Stimulerer kreativiteten
Selvom der ikke er planer om, at pointene skal kunne bruges til noget, mener foredragsholder og inspirator Michelle Hviid, at folk nok skal få glæde af dem.

“Det handler bare om at tage ja-hatten på, så skal man nok finde på en masse, man kan bruge dem til,” siger hun.

Hun mener, at tiltaget vil stimulere danskernes kreativitet og give dem en ny fællesskabsfølelse.

“Det er måske regeringens allerbedste idé nogensinde,” jubler hun og siger, at hun selv vil hækle sine point ind i grydelapper og festlige tørklæder i forårets farver.