Foto: U.S. Army RDECOM, Flickr

Den kun 38-årige professor i kemi og EliteForsk-prismodtager, Jan Henrik Knudsen, vil i løbet af de næste år blandt andet finde ud af, hvad vovsen i det vindue koster, og hvem der har malet himlet blå.

For en måned siden modtog han Uddannelses- og Forskningsministeriets EliteForsk-pris, der hvert år uddeles til fremragende forskere under 45 år, for sin forskning inden for et område, som ingen almindelige mennesker forstår sig på, endsige interesserer sig for.

Hans navn er Jan Henrik Knudsen. Hans brilleglas er tykkere end hans skosåler, og han fremstår usædvanlig nørdet, som han står foran RokokoPostens reporter og rækker en distræt hånd frem til hilsen.

“Goddag. Nå, så det er dig, der skal skrive om mig til avisen,” siger han og lyder som en, der er mindst en milliard år gammel.

Vil gerne være klogere
Når man har modtaget så fornem en pris som EliteForsk-prisen, må man være meget klog. Men Jan Henrik Knudsen vil gerne være endnu klogere.

“EliteForsk-prisen er bare første skridt på vejen. Jeg er jo stadig ung,” siger han og tilføjer, i et overraskende letforståeligt sprog, at hans næste mål er at blive det første menneske i verden, der ved alt.

Med “alt” mener han ikke bare alt om det forskningsområde, som kun han og ganske få andre interesserer sig for. Han mener “alting i hele verden”.

“Hvem har malet himlen blå? Hvad koster mon vovsen i det vindue? Hvor lagde jeg mine bilnøgler? Og hvem skulle ellers vide det?” nævner han som eksempler på hidtil ubesvarede spørgsmål, som han i løbet af de næste år regner med at have fundet svaret på.

I gang med liste
Jan Henrik Knudsen medgiver, at hans mål er ambitiøst. Men, påpeger han, han er jo en eliteforsker, der allerede som 38-årig har opnået flere resultater, end mange andre når i hele deres karriere.

“Det handler bare om at gå systematisk til værks, og jeg er allerede i gang med at lave en liste over de ting, der skal besvares for at nå mit mål,” siger han og tilføjer:

“Der er rigtig mange spørgsmål, men som sagt er jeg ung, så jeg har masser af tid.”

Hans største bekymring er da heller ikke, om han kan nå at finde svar på så mange spørgsmål.

“Det værste er at tænke på, hvad jeg skal lave bagefter. Men der bliver nok noget peer review at fordrive tiden med,” lyder det håbefuldt fra den unge professor.