Foto: Josephine Carino, sxc.hu

Pædagoguddannede Trine Justesen ønskede et job med stor grad af ro og forudsigelighed, gerne uden hyppig kontakt med andre mennesker. Derfor mente jobkonsulent Aase Andersen, at Trine skulle søge job i en børnehave.

Trine Justesen er uddannet pædagog, men har i længere tid været sygemeldt på grund af stress. Hun har haft lange afklarende samtaler med både sin læge og en arbejdscoach og ad den vej fundet ud af, at hun blev stresset i sit job som pædagog i en integreret institution, fordi hun er introvert og trives bedst med rolige omgivelser, faste rammer, forudsigelighed og så lidt kontakt til andre mennesker som muligt.

Nu skal Trine til en samtale med sin jobkonsulent, Aase Andersen, og langt om længe føler hun, at hun er klar til at komme i arbejde igen.

Pædagog med løntilskud
Inden samtalen har Aase Andersen fundet to pædagogstillinger med løntilskud. De er oplagte for en person som Trine Justesen, mener hun.

Hun indleder dog mødet med at bede Trine fortælle, hvordan hun har det, for hun ved, at aktiv lytning er en vigtig del af jobbet.

“Trine fortæller mig, at hun har talt med kompetente fagpersoner, der mener, at hun bør skifte branche. Hun fortæller, at hun godt kan lide at arbejde udendørs og har tænkt på, at hun godt kunne tænke sig at arbejde med at vedligeholde byens grønne områder,” fortæller Aase Andersen.

Aase Andersen fortæller Trine, at hun synes, det lyder som nogle spændende tanker, men at hun synes, Trine i første omgang skal prøve at søge de pædagogstillinger, Aase har fundet frem.

Reagerer nærmest fjendtligt
Imidlertid reagerer Trine Justesen nærmest fjendtligt på det forslag, fortæller Aase Andersen:

“Hun spurgte, om jeg slet ikke havde hørt efter, og hvordan jeg kunne tro, at et pædagogjob var relevant. Og da jeg svarede, at et pædagogjob selvfølgelig er relevant, når man er uddannet pædagog, satte hun sig ganske enkelt til at flæbe.”

Aase Andersen fastholdt dog, at Trine Justesen skulle søge de to pædagogstillinger.

“Hun må jo forstå, at vi er her for at hjælpe hende, og at hun i øvrigt har pligt til at søge de stillinger, hun bliver pålagt, hvis hun ikke vil miste sine dagpenge,” udtaler jobkonsulenten.

Trine Justesen vil nu gå til lægen igen for at få sin sygemelding forlænget på ubestemt tid.