Livet handler ikke kun om at hjælpe de allermest udsatte, erkender en 69-årig nonne, der efter en snak med en russisk millionær vil forsøge at fordybe sig mere i dagligdags bekymringer, fx om kost og pensionsopsparing.

“Og nu skal jeg på årets tredje rejse, denne gang til Paris, hvor jeg regner med at købe en Michelin-restaurant, så jeg kan forkæle mine venner.”

Sådan sluttede en russisk rigmand i går sin historie om, hvorfor han befandt sig i København som turist, og hvad hans planer var for foråret. En historie, der satte tilværelsen i perspektiv for søster Maria. Hun tilhører Moder Teresas nonneorden, Kærlighedens Missionærer, der beder og udfører socialt arbejde på Nørrebro.

Revet ud af boble
“Pludselig blev jeg revet ud af min egen lille boble, hvor alt bare handler om at give den næste hjemløse et måltid mad. Jeg så, at der også var en slags værdi i den rige russers åndløse jagt på materiel nydelse, hvilket jeg slet ikke har blik for i dagligdagen,” fortæller søsteren bevæget.

Den 69-årige nonne, hvis borgerlige navn er Maria Grundt Jensen, mødte den russiske turist på Nørreport Station, hvor hun talte med en gruppe rumænske hjemløse, mens han ventede på at blive hentet af sin privatchauffør.

“Han forklarede mig, at han via nogle lukrative aftaler med regeringen havde været i stand til at investere i hoteller og kasinoer og dermed tjene nok til at leve som en konge resten af sit liv. Det fik mig da til at tænke lidt på min egen manglende pensionsopsparing,” husker søster Maria, der lever af private donationer og bidrag fra den katolske kirke i Danmark; ikke ligefrem fyrstelige summer.

Ikke godt med stivelse
“Jeg er faktisk ligeglad, fordi bekymringer om at have råd til nyt tøj og den slags virker så fjollede i forhold til andres lidelser. Men jeg kan se, at den nye film om Noah med Russell Crowe har premiere snart, så måske skulle jeg bekymre mig om ikke at have råd til at se den?” spørger nonnen, der efter samtalen med russeren også vil tænke mere over den mad, hun og de andre søstre laver til de hjemløse.

“Det handler om at lave store portioner, så der er så meget som muligt, og så strander vi tit på frikadeller, pasta med kødsovs eller boller i karry. Jeg ved snart ikke, om det er godt med så meget stivelse og fedt,” slutter Maria Grundt Jensen med et bekymret blik.