Forskere er forbløffede over eksistensen af stille villaveje og inderligt forandringsfjendske midaldrende hvide småborgere i hjertet af en ellers pulserende og dynamisk metropol.

Når talen falder på København, tænker de fleste utvivlsomt på en mangfoldig og hektisk storby i konstant forandring. Men til deres store overraskelse har danske forskere opdaget et område af byen, der til forveksling minder om et sølvbryllupskvarter i provinsen.

Rune Serritslev er antropolog og projektmedarbejder ved Københavns Universitets Center for Gerontokvarterologi, og han fortæller, hvad forskerne har opdaget.

Nakskov i København
“I forbindelse med en byhistorisk gennemgang af Københavns kvarterer endte vi på et tidspunkt ude på Christianshavn, hvor vi opdagede et meget mystisk sted, der i den grad forbløffede os,” siger Serritslev og uddyber, at stedet umiddelbart mindede om et lidt hærget villakvarter befolket af midaldrende borgerlige et sted i Udkantsdanmark.

“Det er som om, man har teleporteret et sølvbryllupskvarter fra Nakskov eller Tønder ind i midten af København. Komplet med let uplejede grønne anlæg, nedrivningsmodne huse, arbejdsløse hundeluftere og en lokal hal, hvor man kan dyrke sport og høre musik,” siger han med undren i stemmen og understreger, at analogien holder selv ned til så små detaljer som en enkelt gade, der er kontrolleret af de lokale rockere, hvor folk kan købe hash.

Skal være som det plejer
Men også når det kommer til indbyggernes alder og verdenssyn, skiller kvarteret sig voldsomt ud fra resten af København.

“I dette område bor der en klar overvægt af folk i halvtredserne, der alle drømmer sig tilbage til en nostalgisk og romantiseret fortid samtidig med, at de grundlæggende er ekstremt konservative og forandringsresistente,” siger han.

Rune Serritslev understreger, at man i lighed med store dele af Jylland også opererer med en parallel sort økonomi, fordi man grundlæggende betragter ethvert offentligt initiativ med ekstrem skepsis.

“Hvis kommunen så meget som overvejer at anlægge en cykelsti, vil de kæmpe med næb og kløer. De hader staten og vil gøre alt for at undgå forandring,” siger han og tilføjer, at der også er andre ligheder med Jylland.

“Forbavsende mange, som går rundt derude, taler faktisk klingende jysk, selvom de fleste af dem godt nok har uniform på.”