Russiske specialstyrker føler sig utrygge ved ikke at kunne færdes i deres normale uniformer, når de besøger det østlige Ukraine. Nu håber de, at resten af den russiske hær vil hjælpe dem.

Selvom Den Røde Hær er en af verdens største og mest respekterede militære styrker, og dens specialenhed normalt går for at være en samling overordentlig hårde halse, er det ikke nogen garanti for, at man kan føle sig tryg i et uvant og fremmed miljø.

Det fortæller Dmitrij Fjodorov, der er med i de såkaldte Spetsnaz-specialtropper fra det 45. luftbårne regiment i den russiske hær. Han har siden midten af marts været på en form for arbejdsferie i den ukrainske by Donetsk. Men han er ikke særlig glad for at opholde sig under de fremmede himmelstrøg.

Må bære masker
“Det er meget svært at færdes som russisk soldat i Ukraine. Eksempelvis kan man ikke gå i sin normale uniform, men bliver enten tvunget til at gå klædt som civil eller fjerne alle de sædvanlige kendetegn. Ellers risikerer vi alt muligt,” forklarer Dmitrij og tilføjer, at det sågar kan være nødvendigt at tage maske på, så ingen opdager, at han er russisk soldat.

Faktisk er Dmitrij Fjodorov og en række af hans venner fra det russiske militær så utilpasse over de fremmede forhold, at de har barrikaderet sig i forskellige offentlige bygninger, hvorfra de ikke tør bevæge sig ud.

“Heldigvis har vi fundet nogle venligtsindede lokale, som har været villige til at passe på os for en beskeden betaling,” forklarer han.

Savner tanks og fly
Det ændrer imidlertid ikke ved, at Dmitrij og mange andre uniformerede russiske soldater i Ukraine finder situationen uholdbar på længere sigt.

“Gader og stræder er proppede med ukrainere, og vi er alle ret nervøse. Så det ville virkelig være rart, hvis resten af den russiske hær også kom herned og holdt os med selskab,” forklarer han og tilføjer, at han også savner de fly og tanks, som ingen af de russiske soldater har medbragt.

Dmitrij finder det også i nogen grad problematisk, at det land, han opholder sig i, ikke er Rusland.

“Det er meget mærkeligt, at man skal gå rundt og føle sig som en fremmed, ene og alene fordi man opholder sig i et andet land, og det er krænkende at blive set skævt til, bare fordi man går rundt med Kalashnikov og raidhue. Måske kunne man gøre et eller andet, så russere følte sig mere hjemme her. Helst inden den 25. maj,” slutter Dmitrij Fjodorov.