Danske kvinder har indbyrdes meget forskellige holdninger til barsel, udseende, børnepasning og andre kønsrelaterede emner, konstaterer en unavngiven kvindelig debattør, der efterspørger mere ensretning af sit eget køn.

Den ene vil snakke intimbarbering og platte reklamer fra HK Ungdom, mens den anden diskuterer au pair-piger. Så skal barsel til mænd øremærkes, og så skal vi betale mindre i skat, så konen kan gå hjemme og passe ungerne. Så taler nogle kvinder om strukturelle barrierer og glasloft, mens andre udpeger degenereret feminisme eller drømmer om mere heteroseksuel flirt.

“Bliv nu enige!” opfordrer en unavngiven kvindelig debattør, der ønsker komplet ensretning af, hvad andre kvinder mener om kønsrelaterede emner, eventuelt gennem et detaljeret manifest.

Så længe de kan blive enige
“Det er da fint, at vi som køn har fået større mulighed for at udtrykke vores holdninger, men når holdningerne stikker i så mange retninger, gavner det ikke ligefrem vores kønsmæssige frihedskamp,” mener kvinden, der efterhånden er temmelig ligeglad med, hvad de mere eller mindre feministiske meningsdannere mener, så længe de kan blive enige om det.

“Forleden deltog jeg i en debat om, hvad danske feminister bør beskæftige sig med i dag, og om betegnelsen feminist overhovedet er brugbar, og efter tre indlæg blev jeg kaldt en korrupt slamfisse,” fortæller hun og understreger, at der skam også var debattører, der holdt en pæn tone.

Fælles linje i Bella Center
“Alle mulige holdninger kom frem, og det ville være fint, hvis det kun var mændene, der var så varierede i deres argumentation. Men som kvinde undergraver man simpelthen sit køns frihedsmuligheder, hvis man begynder at fokusere så meget på, hvad man som individ mener, og ikke hvad man som kvinde bør mene,” påpeger den kvindelige debattør, der derfor foreslår, at alle kvinder mødes en dag, fx i Bella Center, for at blive enige om en fælles linje.

“Målet er, at vi ikke får de her rebeller, der insisterer på at barbere sig forneden, selvom det er fastsat til at være forkert, eller skræpper op om ligeløn, hvis vi nu har besluttet, at der ikke er nogle problemer der,” siger kvinden, der ikke gider forholde sig til, om kun biologisk fødte kvinder er inviterede, eller om transkønnede kvinder også er velkomne.

“Et hul er et hul!” slutter hun træt.