Med inspiration fra den danske Nets-skandale har tegnerne skabt en skræmmende figur, der på få sekunder kan analysere Linse Kesslers kioskkøb, spise Snickers med ostepops og skifte fra svedig arbejdsskjorte til plettet hættetrøje.

Moderne tider kræver moderne skurke. Sådan forklarer folkene hos Marvel Comics deres nye figur, Overvågnings-Man (Surveillance Man på engelsk, red.), der trækker på både Edward Snowdens afsløringer om NSA’s overvågning og den danske Nets-skandale.

“Vi har i lang tid fokuseret på mutantagtige skurke som Magneto og Galactus, der opstod før Big Bang og fx kan kontrollere magnetfelter. Men i dag er den slags ikke nær så skræmmende som en lettere overvægtig, bleg it-nørd, der spiser chips, mens han hacker din mailkonto,” fortæller Dick Cullins, der er en af tegnerne bag Surveillance Man, hvis borgerlige alter ego er den 29-årige Fred Envers. Fred bor alene i en toværelses lejlighed i Seattle og arbejder for det ansigtsløse Central Data Service.

Snickers med ostepops
“Overvågnings-Man har også superkræfter, men de er langt mere virkelighedsnære og håndgribelige. Eksempelvis kan han på få sekunder skabe og spise en snackdessert af Snickers og ostepops, tjekke en berømtheds seneste tøjkøb og sætte gang i hele tre downloads af pornofilm,” fortæller Dick Cullins, der har samarbejdet med den britiske tegneserieforfatter Jean Davis Rooney om at skabe skurkens personlighed.

“Jeg startede med nogle replikker, som Fred ville bruge, når han som almindeligt menneske skulle beskrive sit job for fremmede, fx ‘Jeg samler store mængder data og foretager analyser, hvorefter jeg videreformidler resultatet til en tredjepart’. Her afslører Surveillance Man faktisk sig selv, men fordi hans udsagn er så kedelige, lægger ingen mærke til det,” forklarer Jean Davis Rooney.

Plettet hættetrøje
Netop Fred Envers’ kedsommelige måde at være skurkagtig på giver ifølge Rooney og Cullins en ny dimension til den type karakterer.

“Ikke engang Freds forvandling fra almindeligt menneske til superskurk er specielt ophidsende. Han skifter bare fra sin plettede hjemmetrøje til en renvasket hvid arbejdsskjorte. Hvis han arbejder hjemmefra, går han ikke engang så langt,” siger Dick Cullins.

Overvågnings-Man forventes at dukke op i enten Spider Man eller Hulks univers i løbet af juni.