En offensiv valgkampagne mod politiske modstandere samt overlegen sans for timing ser ud til at gøre en dansk formiddagsavis til den helt store vinder ved søndagens valg til Europa-Parlamentet.

I slutspurten på en ellers lidt begivenhedsløs valgkamp op til Europa-Parlamentsvalget er det overraskende lykkedes for Ekstra Bladet at trække stærkt fra resten af feltet i meningsmålingerne.

Særlig den negative kampagne mod Venstre, som bladet har ført den seneste uge, ser ud til at være et genialt træk over for de danske vælgere, der har reageret ekstremt positivt på avisens budskaber.

Engleagtig tålmodighed
RokokoPostens udsendte reporter har talt med Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, om, hvad der har gjort deres kampagne så effektiv.

“Vi har et skarpt blik for modstandernes svagheder og en engleagtig tålmodighed, som gør, at vi er villige til først at angribe, når det får maksimal effekt. Nå ja, og så nogle informanter, som måske, måske ikke sympatiserer med Venstres modstandere og er villige til at videregive personlige oplysninger, der på ingen måde ligner dem fra SE og HØR,” siger han og tilføjer beskedent:

“Desuden er der nok ingen tvivl om, at når man er oppe mod folk som Bendt Bendtsen (K) og Margrete Auken (SF), er konkurrencen trods alt overkommelig.”

Inspireret af BT
Flere valgeksperter peger på, at Ekstra Bladet synes inspireret af BT’s forsøg på at komme i Folketinget i 2011. Avisen lancerede dengang ligeledes et veltilrettelagt angreb på deres primære politiske modstandere i Socialdemokratiets ledelse, dog i form af skatteoplysninger i stedet for bilag. Imidlertid uden større held, da det aldrig for alvor lykkedes at få ram på Helle Thorning-Schmidt. Her ser Ekstra Bladet ud til at hive sejren hjem på modpartens bekostning.

Adspurgt om, hvordan Ekstra Bladet regner med at forvalte deres indflydelse i Europa-Parlamentet, hvis meningsmålingerne holder stik, fortæller Poul Madsen:

“Vi planlægger at gøre Tomas Roar til seksualkommissær. Analsex trænger til at komme langt højere op på den europapolitiske dagsorden, og det, mener vi, at han er den helt rigtige til at sørge for.”