Efter en intens valgkamp, hvor både en stor del af medierne og befolkningen i Danmark har gjort deres yderste for at foregive en interesse i og viden om EU, ser alle nu frem til igen at være bedøvende ligeglade i fem år.
Der er en mat, men tilfreds stemning på et værtshus på Gammel Strand i det indre København mandag eftermiddag. Her er forsamlet en stor del af de journalister, som lavede de flotte valgudsendelser, knoklede med at opsøge politiske partier og kandidater, som ingen før havde hørt om, og sågar forsøgte at gøre EU-politik spændende med tvivlsomme midler. Nu kan de endelig slappe af i kollegialt lag efter den svære, men obligatoriske EU-dækning.
Selvom mediefolkene er enige om, at de kom helskindet ud af dækningen, mener de også, at næsten en hel uges intens valgkamp hvert femte år nok er lige i overkanten.
En Ryborg er rigeligt
“Jeg tror, alle journalister er enige om, at det der EU-halløj helt sikkert er vigtigt for nogen på en eller anden abstrakt måde. Men en uge eller to er altså lang tid at dække et emne, som hverken interesserer os selv eller seerne. Det er hårdt at google så meget, så nu glæder jeg mig virkelig bare til igen at tale om vigtigere ting, fx tøjregninger fra 2011 og det gode vejr,” siger en studievært fra TV 2.
“Helt enig. Det er jo en uge, hvor vi alle skal forvandle os til Ole Ryborg (DR’s Bruxelles-korrespondent, red.). Selvom han da er mægtig dygtig, er én altså mere end rigeligt,” siger en DR-journalist, som ligeledes ønsker at være anonym.
Er det nødvendigt?
Også blandt de dele af befolkningen, som har opdaget, at der var valg, kan man spore nogen utilfredshed med det store fokus, som EU-politikken har fået.
Peter Rentløw er selverklæret politisk nørd og har flere gange været involveret i diskussioner om det forestående valg, som han derfor har måttet foregive en interesse i.
“Jeg har været i situationer, hvor jeg er kommet betænkelig nær at skulle redegøre for forskellen på Europa-Kommissionen og EU-parlamentet samt, hvor Ministerrådet kommer ind i billedet,” siger Rentløw med hørbar rædsel i stemmen.
“Det er forståeligt, at tyskerne går op i europæisk samarbejde, når de nu har det med at starte verdenskrige, hvis de bliver overladt til sig selv for længe. Men er det virkelig nødvendigt for alle andre?” spørger han retorisk.