Dansk erhvervsliv jubler over det eksporteventyr, som de for øjeblikket oplever. Efterspørgslen på både kendte og ukendte danske politikere er enorm, og landets parlamentarikerfabrikker fremstiller rigeligt til at matche den i både ind- og udland.

Først var det smør og bacon, som danske landmænd lykkedes med at sælge uden for landets grænser. Senere formåede både musikgruppen Aqua, den danske filmbranche med Lars von Trier i spidsen og NOMA’s new Nordic-gastronomi at vinde udlændingenes hjerter.

Men nu oplever Danmark et fantastisk eksporteventyr inden for en helt anden branche.

Udlandet kan nemlig slet ikke få nok af danske politikere; de mest aktuelle eksempler er Lykketoften og Thorningen, der inden for få uger kan blive sendt over landets grænser.

Massiv DF-eksport
Benjamin Holch er en af direktørerne for Dansk Politikerfabrik, der tidligere var kendt under det noget mindre mundrette Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, og han kan nærmest ikke få armene ned af begejstring.

“Det startede med Poul Nyruppen i starten af nullerne. Alle anså det for rent held, at vi fik den afsat i Bruxelles, for den var både bedaget, slidt og upopulær på det indenlandske marked. Men i udlandet var de helt vilde med den,” forklarer han.

Og det skulle vise sig, at eksporteventyret langtfra stoppede der.

“Med Foghen gik det helt amok. Amerikanerne elskede dens faste blik og geometrisk perfekte kvadratiske kæbe, og nu ser det ud til, at vi kan afsætte Lykketoften til FN og Thorningen til et eller andet udefinerbart sted i EU. Vi har endda eksporteret en ordentlig bunke Dansk Folkepartister, som for størstedelens vedkommende var nærmest ukendte, på grund af Messerschmidt-modellens succes,” fortæller han.

Win-win-situation
Benjamin Holch mener, at eksporten er et klassisk eksempel på en situation, som alle har gavn af.

“På mange måder er det den perfekte handel, for vi har som regel intet fornuftigt at bruge disse udtjente politikere til, mens de synes at gøre stor lykke som genbrug i udlandet,” siger han, men indrømmer, at han faktisk ikke aner, hvad de bliver brugt til:

“Nej, jeg har ikke den fjerneste idé, men det er ret beset også udlændingenes egen sag, når de først har anskaffet sig politikerne.”