Foto: Bob Jagendorf, Wikimedia Commons

Hyggeorienterede fængsler med oplevelsesoaser og wellness-rum skal gøre det mere attraktivt for kvinder at vælge en kriminel løbebane.

I mere end to år har politikere ønsket at øge ligestillingen mellem mænd og kvinder i kriminalitet. Men i praksis har politikernes intentioner ikke haft nogen betydning, og derfor starter ligestillingsminister Manu Sareen (R) nu en kampagne for at få flere kvinder til at vælge en kriminel løbebane.

Kampagnens første element, en YouTube-video med titlen Sexy i Håndjern, spredes allerede i disse dage via de sociale medier. Videoen viser en række unge, smukke kvinder, der iført håndjern og hvide tandsmil fortæller om livet i de danske fængsler.

“Mange tror, at det kun er usoignerede tabere, der begår kriminalitet. Den slags fordomme er det vigtigt at komme til livs, så flere kvinder får mulighed for at identificere sig med livet som kriminel” fortæller Manu Sareen.

Flottere fængsler
Ligestillingsministeren erkender dog, at hvervekampagner ikke er nok. Virkeligheden må også ændres, så den bliver mere attraktiv for kvinder. Derfor har han arbejdet for at få afsat et større millionbeløb til ombygning af de danske fængsler.

“En undersøgelse fra SFI viser, at kvinder har behov for omgivelser, der signalerer hygge og wellness. Den viden kan vi bruge til at indrette fængslerne, så de tiltaler kvinderne,” siger Manu Sareen og fremviser en tegning af et feminint fængsel med wellness-rum og oplevelsesoaser.

“Når en kvinde afsoner en flere år lang fængselsdom, er det uvurderligt for hende at kunne mødes med sine veninder i hyggelige omgivelser,” fortsætter han og peger på en oplevelsesoase med liggestole, minibar, storskærm og kunstige palmetræer.

Flere vil komme igen
Den konkrete effekt må tiden vise, men allerede nu lader det til, at tiltagene modtages positivt i målgruppen.

Lana Holm, der var otte måneder i fængsel i 2010, havde egentlig ikke tænkt sig at begå ny kriminalitet. Men de nye planer kan godt få hende til at ændre indstilling.

“Jeg må indrømme, at fængslet var ret uhumsk, så det var rart at komme ud igen. Men det er klart noget andet, hvis der bliver kælet for detaljerne. Så vil flere helt sikkert komme igen,” vurderer hun.