Nærdøde vinder ufortjent berømmelse med deres pladderromantiske beretninger om tilværelsen som død. Det mener en gruppe forlængst afdøde, der nu vil udgive en bog om, hvordan efterlivet i virkeligheden er.
Først var det mørkt og helt stille. Så blev det mørkt og helt stille, og efter lang tids mørke og stilhed blev det atter mørkt og helt stille.
Sådan forklarer den afdøde amerikaner Hillary Mason sit møde med døden. En oplevelse, der vækker genklang hos mange andre afdøde.
“Men desværre gider de levende ikke at høre om vores erfaringer. Til gengæld flokkes de om nærdøde som Eben Alexander og sluger deres spraglede fortællinger om tunneller med lys for enden, lyserøde lammeskyer og smukke kvinder med sommerfuglevinger råt,” beklager Mason, der nu har taget initiativ til at lave en antologi med beretninger fra mennesker, der har mange års erfaring med at være døde.
Svært at finde forlag
Hillary Mason har indtil videre fundet 23 interesserede afdøde med vidt forskellig baggrund, og hun beskriver projektet som “særdeles spændende”. Desværre er forlagene ikke enige, og det kan forsinke processen.
“Vi har talt med fru Mason om bogen og vurderer, at det vil være meget svært at sælge flere hundrede siders beskrivelser af mørke og stilhed, selvom mange afdøde har oplevet det,” udtaler Stanley Richard fra det amerikanske forlag HarperOne.
Hillary Mason giver dog ikke op og håber, at et forlag vil vise interesse, når bogens bidrag er samlet.
“Om ikke andet kan det forhåbentlig motivere dem, at vi ikke har behov for at få udbetalt honorar, for afdøde har ikke brug for penge,” udtaler hun og tilføjer, at de døde heller ikke kræver feriepenge, pension eller dyre receptioner.
De er bare misundelige
Det er dog ikke kun forlagene, der er skeptiske over for projektet. Andre afdøde bakker nemlig op om de nærdødes fortællinger.
“Hillary Mason og hendes slæng er bare misundelige, fordi de ikke har blik for efterlivets skønhed og variation,” hævder britiske Mary Kensington, der afgik ved døden i 1763.
Hun fik afslag på at bidrage til antologien, fordi hendes fortælling ligger for tæt op ad de nærdødes. Men Hillary Mason har en anden forklaring:
“Tosser er også tosser efter døden. Og nu er det vigtigt, at rigtige eksperter i død får de levende i tale.”
