Jensen’s Bøfhus i Sæby lever slet ikke op til kædens æstetiske og kulinariske koncept og kunne af uransagelige grunde kun servere fisk, da vores anmelder var på besøg.
Med stor forventning sætter RokokoPostens udsendte med frue kursen mod den sæbyske restaurant i den landsdækkende kæde af bøfhuse under det ikoniske navn Jensen’s, der universelt er forbundet med gode bøffer.
Men allerede uden for restauranten fornemmer vi, at noget ikke er, som det bør være. Den karakteristiske og elskede fejlplacerede apostrof i Jensens’s mangler, og det fremgår heller ikke nogetsteds, at der faktisk er tale om et bøfhus. I stedet bliver restauranten på facaden betegnet som en “fiskerestaurant”, hvilket virker noget misvisende. Men som bekendt kan skinnet bedrage, så vi tager håbefuldt plads.
Ingen whiskybøf
Da både min ledsager og jeg kender menuen så udmærket fra utallige besøg på Jensen’s restauranter, behøver vi intet menukort for at afgive bestilling. Forventningsfuldt beder jeg om Jensen’s Favoritkurv til forret, og til hovedret Jensen’s Whiskybøf ledsaget af et glas af husets rødvin, der har en flot dybrød farve, bouquet af modne frugter og er både blød og rund. Men allerede inden min hustru når at afgive sin bestilling på en rejecocktail efterfulgt af en Jensen’s Fitnessbøf, falder chokket.
“Whiskybøf har vi desværre ikke på menuen,” erklærer tjeneren.
Og ak, ej heller Jensen’s Bernaisebøf eller Jensen’s Favoritbøf har de.
I det hele taget viser det sig, at restauranten i Sæby har meget lidt rødt kød på menuen – et stærkt kritisabelt forhold for et bøfhus. I stedet kan restauranten næsten kun servere fisk på en buffet, der af uransagelige årsager har afløst Jensen’s traditionsrige salatbar.
Et rystende besøg
Rystede vælger både min ledsager og jeg en burger, der nok er velsmagende, men helt uden de folkekære Jensen’s-ingredienser.
Efter dette mildest talt chokerende forløb ser vi begge frem til at nyde Jensen’s kendte og elskede softice, som man kan pynte med lige så mange slags toppings, man har lyst til. Men behøver jeg at sige, at end ikke det kunne de levere?
Jensen’s i Sæby er tydeligvis intet sted for bøf- og softiceelskere, og jeg kvitterer med 0 cembalostrenge.