Foto: 'Auremar', Bigstockphoto.com

Chef for visionsløs virksomhed på Vesterbro har opslået en uattraktiv stilling og håber dermed at finde den helt rette uengagerede medarbejder.

“Ser du dig selv som humorforladt og ustabil? Er du altid et skridt bagude og indehaver af en stor portion modvilje mod udvikling og fleksibilitet? Så er det måske dig, vi søger til en uattraktiv stilling som bogholder i vores visionsløse virksomhed.”

Med disse ord forsøger konsulentvirksomheden HP Consult at tiltrække egnede kandidater til en stilling, der bliver ledig til november.

Virksomhedens grundlægger og ejer, Henning Poulsen, erkender, at han har brugt mange klichéer i stillingsopslaget, men fastholder, at det ikke bare er tomme ord.

“Det kan selvfølgelig godt være, at alle virksomheder er ude efter initiativløse medarbejdere, der trives med kun at have en enkelt bold i luften, men vi er nødt til at bruge de ord, der rent faktisk afspejler den kandidat, vi er på jagt efter,” siger han.

Høje forventninger
Desuden påpeger han, at det i et stillingsopslag er vigtigt, at man signalerer høje forventninger til medarbejderen, for kun på den måde sikrer man, at man tiltrækker de helt rigtige ansøgere.

“Enhver virksomhed vil jo helst have ansatte, der let taber overblikket i pressede situationer, og som tager udfordringer med et opgivende suk. Men jeg ved selvfølgelig godt, at opslaget er en ønskeliste, så hvis der dukker en kandidat op med de rette faglige kvalifikationer, gør det måske ikke så meget, hvis vedkommende ikke kan dokumentere en lang række sygedage eller en tendens til at udeblive fra arbejdet uden varsel,” uddyber han.

Sløsede medarbejdere bedst
Henning Poulsen forventer, at stillingen vil være let at besætte, da arbejdsløsheden er høj, men han er klar over, at han måske ikke får præcis det, han drømmer om.

“Alle vil helst have en sløset og ustruktureret medarbejder, der sjofler virksomhedens mål, så selvfølgelig er jeg klar over, at det kan være svært at finde den helt perfekte kandidat,” siger han og slutter:

“Men hvis bare vedkommende er utilregnelig og i besiddelse af store kommunikationsvanskeligheder, er jeg sikker på, at det nok skal gå.”