Foto: Helmut Gevert, Freeimages.com

33-årige Mette Lyng Espersen fra Kolding synes, at det er en dårlig idé at føre krig. “Hvis folk bare kunne blive enige om tingene, ville det slet ikke være nødvendigt at slås,” påpeger hun.

Der er en trykket stemning i rækkehuset i Kolding, hvor pædagog Mette Lyng Espersen og hendes familie bor. De har lige set aftenens nyhedsudsendelse på TV 2, og igen har krig og ufred været altoverskyggende.

“Jeg kan simpelthen bare ikke lide krig. Jeg bliver sådan helt ‘øv’ og mister næsten mit gode humør,” siger hun og tilføjer, at krig ikke bare er en dårlig idé, fordi den slår mennesker ihjel, men også fordi, al den snak om krig dræber glæden og tilliden til mennesket.

Men krigen er en realitet, og Mettes mand, Kristian Espersen, indvender, at man ikke bare kan lade stå til, når masser af mennesker bliver undertrykt, forfulgt og henrettet, bare fordi de har den forkerte religion eller ikke vil opføre sig, som oprørsgrupperne synes, at man skal.

Lille Malthe blev sød igen
Vold er bare aldrig en løsning, fastholder Mette og fortæller om Malthe, en dreng i den børnehave, hvor Mette arbejder:

“Han var en rigtig aggressiv lille fyr, som slog de andre børn og tog deres legetøj. Men vi pædagoger skældte ham ikke ud, for vi vidste godt, at han i virkeligheden gerne ville være sød, men havde brug for kærlig vejledning for at lære, hvordan han skulle begå sig blandt de andre børn,” fortæller hun og tilføjer:

“Det tog virkelig kun et par uger at lære Malthe at være sød, så jeg forstår simpelthen ikke, at man ikke forsøger at sætte sig ind i de her islamistiske krigeres situation og prøver at møde dem, hvor de er, med kærlighed og tålmodighed. Jeg er sikker på, at hvis man gjorde det, kunne man nemt kunne få dem til at lade være med at halshugge andre. De skal jo bare forstå, at vi slet ikke er fjender, men ligeværdige medmennesker.”

Et smil og et venligt ord
Mette Lyng Espersen mener derfor, at de krigsførende nationer burde tage sig sammen og løse problemerne på en fredelig måde. For når pædagoger i en børnehave kan lære små børn at opføre sig pænt, burde FN da nemt kunne tale sig til rette med islamisterne.

“I det hele taget burde krig bare være unødvendigt, for alle ved jo, at man kommer længst med et smil og et venligt ord,” slutter hun.