Sundhedsminister Dan Jørgensen vil i et utraditionelt samarbejde bruge tobaksindustriens omfattende erfaringer med afhængighed til at fremme folkesundheden.

En alliance mellem Fødevareministeriet, Sundhedsministeriet og tobaksindustrien skal fra foråret 2015 sikre, at danskerne spiser flere grøntsager. Flere tobaksproducenter har stillet deres forskningsresultater om afhængighedsskabende stoffer til rådighed i et banebrydende udviklingssamarbejde.

”Det er et utraditionelt, men nødvendigt skridt,” fastslår fødevareminister Dan Jørgensen (S) og peger på, at han siden sin tiltrædelse har erfaret, at danskerne er helt uengagerede i deres egen kost.

”De lader ganske enkelt hånt om alle mine gode råd og spiser uanfægtet videre af flæskesteg, brun sovs og kartofler. Det viser mig med al ønsket tydelighed, at kost, som så mange andre ting, rent faktisk er for vigtigt til at overlade til folk selv at bestemme noget om,” siger Dan Jørgensen.

Tomater med nikotin
Udviklingssamarbejdet, der har modtaget 32 mio. kroner i støtte fra Fødevareministeriets innovationsfond og er foregået på DTU Fødevareinstituttet, har indtil videre resulteret i gensplejsning af tomater og agurker, så de indeholder nikotin svarende til en Prince Light pr. 50 gram.

”Vi har haft udfordringer. Dels tager det lidt tid, før især de helt små børn vænner sig til nikotinen, dels giver nikotinen en markant bismag, som kan give opkastningsfornemmelser,” siger DTU Fødevareinstituttets konstituerede direktør, Christine Lydia Nellemann.

Smagen et vanespørgsmål
Hun understreger dog, at både bismag og opkastningsfornemmelse er vanespørgsmål.

”Vi kender det jo alle sammen. Da vi var små, var der ting, vi bestemt ikke kunne lide smagen af, men som vi med stor glæde spiser senere i livet. For eksempel gammel ost,” siger Christine Lydia Nellemann.

Tomater og agurker sendes i handlen efter årsskiftet og følges i det tidlige forår af fennikel, selleri og gulerødder. Dan Jørgensen regner med, at alle danske grøntsager vil blive afhængighedsskabende inden udgangen af 2016.

”Så kan danskerne lære, hvad der er godt for dem, uden at de behøver at tænke over det,” siger han.